Hvordan kan kosten gøre en forskel for klimaet? Hvor langt er vi nået med udviklingen af plantebaserede proteiner i EU og i Danmark? Er der udfordringer med plantebaseret kost? Hvordan ser fremtidens danske fødevareproduktion ud? Hvordan fremmer vi det grønne valg blandt forbrugerne?

Disse spørgsmål skal forskere og fagfolk fra blandt andre Oxford University, Teknologisk Institut, EU-Kommissionen, Det Nationale Bioøkonomipanel, SEGES, Dansk Vegetarisk Forening og Københavns Universitet forsøge at besvare, skriver Dansk Vegetarisk Forening i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efterfølgende skal klimaordførerne Anne Paulin (S), Morten Messerschmidt (DF), Ida Auken (R) og Mai Villadsen (Ø) foruden fødevare- og miljøordfører Carl Valentin (SF) sammen med fire repræsentanter fra erhvervslivet diskutere, hvorvidt fremtiden for dansk fødevareproduktion er plantebaseret.

Debattørerne fra erhvervslivet er virksomhedsejer og investor August Lund, Anders Martin Klöcker fra Landbrug & Fødevarer, Annette Juhler Kjær fra Salling Group og Plantebranchens formand Christian Munk.

De øvrige deltagere i salen består af fødevareproducenter, detailhandel, organisationer, ministerier, myndigheder og forskere - alle interessenter indenfor temaet klima og fødevarer.

Fremtiden med plantekost

Konferencen er kick-off seminar for "Netværk for Fremtidens Planteproteiner i Danmark", som er et helt nyt projekt med støtte fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) under Miljø- og Fødevareministeriet, der skal fremme udviklingen af planteproteiner i Danmark.

- Den danske landbrugssektor er en af verdens førende, men den er i høj grad baseret på animalsk produktion. Danmark har som bekendt forpligtet sig til en 70 procent CO2-reduktion i 2030, og i den forbindelse er en prioritering af plantebaseret fødevareproduktion helt afgørende, siger Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Konferencen sætter fokus på det store potentiale, som plantebaserede fødevarer har for klimaet og det danske fødevareerhverv", tilføjer Frederik Madsen, sekretariatsleder i Plantebranchen.

Arrangementet støttes af GUDP, Teknologisk Institut og Food Innovation House.

Konferencen afholdes i Fællessalen på Christiansborg mandag den 24. februar 2020.