Hjallerup Maskinforretning lukker kædens afdeling i Brønderslev for at samle aktiviteterne i de andre afdelinger.

De fem afdelinger af den kendte Fendt og Massery Ferguson-forhandler Hjallerup Maskinforretning bliver snart til fire. Afdelingen i Brønderslev vil i løbet af februar blive lukket, og aktiviterne vil blive flyttet til de andre afdelinger i henholdsvis Hjørring, Hjallerup, Støvring og Aars.

- Vi lukker afdelingen, fordi vi ikke længere har brug for så mange butikker. Vi kan se, at vores kunder bliver større og større, men også færre og færre. Derfor har vi kun brug for to afdelinger nord for Limfjorden og to syd for, siger Morten Bordvik, direktør hos Hjallerup Maskinforretning.

Lukningen af afdelingen kommer til at ske i to omgange.

- I første omgang bibeholder butikken vi i Brønderslev, men vi lukker for salg og reservedele, forklarer Morten Bordvik til Maskinbladet.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Butikken i Brønderslev kommer til at fungere som udleveringssted for reservedele i den kommende tid, men bygningerne sættes snart til salg, så afdelingen vil lukke helt i løbet af året.

De ansatte i Brønderslev-afdelingen er alle blevet flyttet til andre afdelinger, og lukningen vil således ikke resultere i afskedigelser.

- Vi vil gøre rigtig meget for, at vores kunder ikke kommer til at blive generet af lukningen, og vi vil gerne bibeholde vores kunders relation til Hjallerup Maskinforretning., siger Morten Bordvik, der samtidig forsikerer om, at der ikke er flere lukninger på vej.