Brændeafgiften er helt død efter skatteminister Morten Østergaards udmeldinger i flere medier. Det vurderer Dansk Skovforening, der hæfter sig ved, at ministeren har taget brændeafgiften af bordet, samt at ingen politikere protesterer over det.

Brændeafgiften har ellers været en truende katastrofe for skovbruget siden energiforliget i 2012. Skovbruget afsætter årligt for 150 millioner kroner brænde, og dette marked kunne forsvinde med udsigten til dobbelt brændepris og et mareridt af bureaukrati, vurderer Dansk Skovforening.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Foreningens folk smed derfor i to omgange - i efteråret 2012 og i efteråret 2013 - alt, hvad de havde i hænderne, for at kæmpe den afgørende kamp imod brændeafgiften.

Kampagne på Facebook

Det så umiddelbart svært ud med syv partier og 170 folketingsmedlemmer imod branchen. Argumenter og dokumentation overfor politikerne var i første omgang virkningsløse, fordi ingen ville åbne milliardforliget om Danmarks energipolitik.

Det eneste håb var at vinde sagen via et folkeligt oprør. Derfor åbnede Skovforeningen og andre brancheorganisationer facebooksiden 'Stop brændeafgiften', som i løbet af to måneder fik cirka 50.000 'synes god om'-tilkendegivelser.

På Facebook bragte branchen historier om brændeafgiftens mange vanvittige konsekvenser, og i sidste ende var det med til at presse energiforligets partier til at droppe afgiften.

Politisk aftale mangler

Der er endnu ikke flertal i Folketinget for en ny finansiering for det hul på 2,8 milliarder kroner, som en skrotning af brændeafgiften efterlader i politikernes beregninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fremgangsmåden er ret absurd, idet flere eksperter har peget på, at brændeafgiften ikke vil resultere i flere indtægter i statskassen. Alligevel afviser politikerne at skrotte den, inden de finder en anden afgift at erstatte den med.

Skatteministeren foreslår, at pengene hentes over personskatten, men det vil Venstre og De Konservative ikke være med til. De vil have offentlige besparelser i stedet.

Ifølge Thomas Danielsen, der er Venstres ordfører i brændeafgiftssagen, er der blandt politikerne en forventning om, at skrotningen af brændeafgiften vil indgå i forhandlingerne om den nye vækstpakke umiddelbart efter påske.