Forskellen på andelsselskabernes evne til at have lav rente af den rentebærende gæld indsnævres, men der er stadig en del penge at hente til andelshaverne ved at optimere på dette område, viser tallene

Det er fortsat Danish Crown, der blandt de store danske andelsselskaber fører an, når det gælder om at opnå lavest mulig rente af selskabernes rentebærende gæld.

Maskinbladet har ud fra selskabernes årsrapporter beregnet fem andelsselskabers evne til at minimere deres finansielle omkostninger.

Den viser, at Danish Crown gør det bedre end Tican, og at Danish Agro gør det bedre end DLG. Og hvis man sammenligner Arla og Danish Crown over de seneste seks regnskabsår, kunne Arla have haft totalt godt en halv milliard mere på bundlinjen, hvis man havde valgt samme finansieringspolitik som Danish Crown.

Forskel på over en halv milliard

Maskinbladet gennemførte samme analyse tilbage i 2006, hvor forskellen var meget markant. Dengang kunne Arla-leverandørerne have tjent seks øre mere pr. liter mælk med Danish Crown-finansieringen, mens Danish Crown-andelshaverne ville have fået 22 øre mindre pr. kg svinekød, hvis regnedrengene i Randers havde haft Arla-renten i stedet for deres egen, noget lavere rente.

Siden er forskellen indsnævret væsentlig, men der er trods alt fortsat en forskel i den årlige nettorente på mellem 0,45 procent-point og 1,53 procent-point. Det giver sammenlagt over de seks år en kontant forskel på 577 millioner kroner, hvis Arla havde t haft Danish Crowns rente-procenter, mens det ville have kostet 633 millioner kroner i Danish Crown, hvis de skulle betale deres gæld med Arlas rente-procenter.

De seneste års meget lave renteniveau har især slået igennem hos Arla og Danish Crown, som i 2011-regnskaberne havde en nettorente-procent på henholdsvis 2,11 og 1,63, mens DLG lå på 5,60, Danish Agro på 3,27 og Tican på 3,83 procent.

Ikke lige dygtige

Der er flere måder at måle andelsselskabernes evne til at tjene penge. Landmændene koncentrerer sig mest om bundlinjen og restbetalingens størrelse.

Hvad der gøres internt i selskaberne for at skabe resultaterne, er sværere for andelshaverne at måle. For eksempel kan effekten af den gennemførte rationalisering og effektivisering ikke aflæses i årsrapporten, men evnen til at forrente den rentebærende gæld kan beregnes ud fra tallene i regnskaberne.

Og på det område er selskaberne ikke lige dygtige - eller har valgt forskellig risikoprofil, som har forskellig pris.