Kyllinger kan have det nok så godt og skrabe i nok så fint hø. Men hvis danskerne skal betale 150 kroner for fornøjelsen, er det så som så med salget. Især når en stor standardkylling stadig koster 45 kroner.

Alligevel synes der at være bevægelse i markedet. Netto og samarbejdspartneren Løgismose lancerede i februar en ny fransk velfærdskylling som såkaldt spotvare – det vil sige testvare – til 89 kroner for et dyr på 1,4-1,5 kilo, og det forsøg er spændt så godt af, at kyllingerne nu bliver del af det faste sortiment efter sommerferien. Det skriver politiken.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Løgismose Gourmet Kylling opdrættes i skovene ved Le Landes, der ligger langs Atlanterhavet syd for Bordeaux.

De slagtes først efter omkring 90 dage mod 38 dage for en konventionel kylling. Kyllingerne er certificeret efter det såkaldte Label Rouge, der er en traditionel fransk produktionsmetode og standard for dyrevelfærd.

Ifølge Løgismose går deres specifikke kyllinger rent faktisk frit rundt i skovene for foden af Pyrenæerne i dagtimerne og spiser, hvad der er i skovbunden. Derudover fodres dyrene med majs fra lokalområdet.