He-Va ApS ekspanderer med købet af 9.100 kvadratmeter nyere produktionshaller, som ligger lige ved siden af He-Vas eksisterende fabriksanlæg i Nykøbing Mors.

Dermed kommer He-Va til at råde over sammenlagt 37.500 kvadratmeter bebygget areal. Og desuden har virksomheden fået byggetilladelse til yderligere 1.200 kvadratmeter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er planen, at det tilkøbte fabriksanlæg i første omgang skal anvendes som lager for He-Vas nyproducerede maskiner, samt maskiner, som fremstilles til udstillinger og demonstrationer.

- den større lagerkapacitet giver samtidig mulighed, at beskæftigelsen i virksomheden kan være konstant hen over året, fordi der forud for sæsonen kan produceres til lager, oplyser virksomheden.

De nye lokaler forventes også at kunne benyttes til råvarelager, således at råvarerne kan indkøbes i større mængder og dimensioner på tidspunkter, hvor priserne er gunstige.

I en del af fabriksanlægget er det planen at indrette kursusfaciliteter og showroom.

- Og hvis den positive udvikling i efterspørgslen fortsætter, vil der sandsynligvis senere blive etableret egentlig produktion. Måske samles He-Vas pladeproduktion i de nye lokaler, idet såvel pladelager som opskæringsanlæg er meget pladskrævende, oplyser He-Va.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den planlagte fabrikshal på 1.200 kvadratmeter, som He-Va har fået byggetilladelse til at opføre, skal benyttes til produktudvikling, og den placeres ved He-Vas fabriksanlæg (det tidligere Doublet Record) i Ørding få kilometer uden for Nykøbing.

Byggeriet går i gang cirka den 1. april i år. Når byggeriet står færdigt, er det planen at samle virksomhedens teknikerstab i Ørding, således at al kompetence, produktudvikling, konstruktion og dokumentation centraliseres for hele virksomheden.

I forbindelse med den aktuelle ekspansion siger de to direktører, Heine Christiansen og Villy Christiansen, at de fremadrettet tror på en positiv udvikling for landbrugsmaskinbranchen, primært på eksportmarkederne.

He-Va har for tiden en historisk stor ordrebeho9ldning og har netop øget kapaciteten ved at ansætte yderligere 10 nye medarbejdere.