Ingen bliver stillet til ansvar for de tusindvis af tagkollaps, der plagede især Jylland vinteren 2009-2010. Skaderne er løbet op i 740 millioner kroner og har betydet person- skader samt et større antal døde husdyr. Det skriver Ing.dk.

En længe ventet rapport fra Erhvervs- og Byggestyrelsen dokumenterer, at det er fejl i byggeriet, der er skyld i de mange kollaps. Alligevel bliver ingen stillet til ansvar for fejlene. Bygningerne er typisk fra 1998, og derfor kan ejerne og deres forsikringsselskaber ikke tvinge de ansvarlige til at betale omkostningerne. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Rapporten placerer skylden hos en masse små projekterende og udførende, som måske ikke eksisterer i dag. Så det giver ikke mening at jage skurke, for jeg tror, de var i god tro, siger Finn Lauritzen, der er direktør for Erhvervs- og Byggestyrelsen, til Ing.dk.

Problemer med forsikringen

Der har været fejl på hvert eneste af de tage, som er blevet undersøgt af Last- og Sikkerhedsudvalget under Dansk Standard for Erhvervs- og Byggestyrelsen.

To landmænd fra Nordjylland har trukket deres forsikringsselskab Codan i retten. Codan vil nemlig ikke udbetale forsikring til dem, fordi det er bygningsejerens ansvar at sørge for, at der ikke er fejl på bygningen. 

- Mange af de her landmænd har været i god tro, men det er forsikringsjura, og det er ikke vores gebet. Man kan både se det fra landmandens og forsikringsselskabets side. Langt de fleste forsikringsselskaber har vist kulance, men det vil jeg ikke have en mening om, siger Finn Lauritzen til Ing.dk.