Tung sne samlet i driver kan udløse store skader på landbrugsbygninger. Landmænd bør derfor give deres bygninger et sikkerhedstjek og fjerne sneen fra taget, siger Topdanmark.

- Vi har allerede haft bygninger, som er styrtet sammen på grund af sneen. Det er ærgerlige og dyre skader, og kan have store konsekvenser for landmanden. Mange af skaderne kunne være undgået, hvis sneen var blevet fjernet. Så mit bedste råd er at holde øje med tagene og fjern sneen, inden den hober sig op, siger agronom i Topdanmark Svend-Anker Worm.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Især gamle minkhaller kan have en spinkel konstruktion, siger Svend-Anker Worm, der råder til at sneen fjernes, inden den begynder at smelte.

- Ligger der store mængder sne, når tøvejret sætter ind, skal man være opmærksom på, at taget kan blive ekstra belastet. Med tøvejret kommer der ofte mere sne og regn, som øger vægten af den sne, der allerede ligger på taget. Og det kan få alvorlige følger.

Som forsikringskunde har du pligt til at begrænse skaden eller risikoen for en skade. Ønsker eller kan man ikke selv fjerne sneen, kan man overveje at knytte snerydningshjælp til din landbrugsforsikring.