De seneste år har det ikke være nødvendigt for mange landmænd at tørre kornet, men i år slipper de ikke. Rigtigt mange landmænd tager i disse dage tørrerierne i brug for at redde kornhøsten efter de seneste ugers massive vandmængder. Men tørrerierne er ofte skyld i brande i landbruget. 

- Vi har allerede fået flere brandskadeanmeldelser fra landmænd, hvor tørrerierne er skyld i brandene. Typisk opstår brandene, fordi landmændene kører med ældre tørrerier, som ikke har kørt i flere år, siger agronom i Topdanmark, Svend-Anker Worm. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter en brand kan det være svært at skaffe nye tørrerier, fordi den store efterspørgsel efter regnvejret betyder, at tørrerierne er udsolgt i det meste af landet. 

Undgå brand

Der er forskellige ting, man kan gøre for at undgå brandene i tørrerierne. 

- Inden opstarten af tørreriet bør man sørge for en grundig rengøring af anlægget og området omkring anlægget. Der er typisk masser af støv, skidt og spindelvæv, der har samlet sig, som let antændes, hvis der kommer en gnist, eller hvis det bliver for varmt omkring tørreriet. Desuden bør man altid lige tjekke – enten ved selvsyn eller ved eksperthjælp – at installationerne er i orden, før man starter anlægget op, siger Svend-Anker Worm. 

Når tørreriet er startet op, er det også en god idé at holde opsyn med anlægget. 

”Tørrerierne kører i døgndrift – altså også mens landmændene sover, og når de arbejder i marken. Men sørg for at holde opsyn med det så ofte som muligt. Jo tiere man kigger til det, jo oftere kan man fange nogle defekter i anlægget eller eventuelt slukke ilden, før den udvikler sig. Integrer for eksempel tjekket i rutinen med at se til dyrene før sengetid og lignende,” siger Svend-Anker Worm.