Forskere fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, har undersøgt, hvilken effekt forskellige grovfodertyper har på den gennemsnitlige opholdstid af fiber i de forskellige afsnit af fårets mavetarmkanal. Det oplyses på fakultetet hjemmeside.

Resultaterne fra undersøgelsen kan bruges af forskere og rådgivere til at vurdere, hvor fordøjelige forskellige typer af grovfoder er.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fårets udnyttelse af en bestemt type grovfoder afhænger af fordøjeligheden af de forskellige fiberfraktioner. Det er en funktion af fiberens nedbrydningshastighed og opholdstid i vommen.

Undersøgelsen fokuserede på opholdstiden for fiber i de forskellige afsnit af mavetarmkanalen for fire forskellige grovfodertyper. De fire grovfodertyper var: majsensilage, lucerneensilage, kløvergræsensilage med høj fordøjelighed og kløvergræsensilage med lav fordøjelighed.

Undersøgelsen viste, at nedbrydningshastigheden var højest ved lucerneensilage, næsthøjest ved kløvergræsensilage med høj fordøjelighed, dernæst kom kløvergræsensilage med lav fordøjelighed, mens majs ensilage havde den laveste nedbrydningshastighed. Se figuren ovenfor.