Det franske bilmærke Renault er efter mange års skyggetilværelse i Danmark kommet ud af Volvos favntag og har etableret sig med eget fabriksejet importselskab. Det mærker man tydeligt på aktiviteterne.

En af de interessante nyheder er den lille varevogn Kangoo, der har eksisteret som personvognsmodel i Danmark gennem efterhånden mange år. Men modellen havde svært ved at blive typegodkendt som varebil på 30 procents afgift efter de gamle regler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men godt hjulpet af de nye afgiftsregler og en ny modelgeneration kan Renault Danmark nu introducere en gulpladeversion, som endog kommer før personvognsudgaven.

Interessant er også, at bilen i den mindste dieseludgave er normeret til at køre 18,9 kilometer på literen. Motoren er på 1,5 liter og yder 85 hestekræfter.

Til sammenligning kører en konkurrent som Peugeot Partner 17,5 kilometer på literen. Motoren er her en 1,6-liters diesel, der yder 75 hestekræfter.

Plads til Europapalle

Kangoo er bygget på samme platform som MPV-modellen Scenic. Den har et lastrum på 3,6 kubikmeter, og der er 1,21 meter mellem hjulkasserne. Det betyder, at en EUR-palle kan skubbes ind på tværs.

Adgangen til lastrummet sker gennem en skydedør i højre side og gennem sidehængslede, asymmetriske bagdøre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sikkerheden i Kangoo er i orden med antiudskridningssystemet ESP som standard. Dertil kommer airbag i rat og passagerside samt en hovedairbag til føreren.

Praktiske faciliteter i kabinen omfatter et aflægningsrum, der kan rumme papirer i A4-størrelse. Dertil kommer en hylde under taget, et rum i midterarmlænet samt et handskerum på 15 liter.

I Kangoo er der også mulighed for at tilslutte multimedie og bluetooth, og som ekstraudstyr fås for eksempel fartpilot, regnsensor og fartbegrænser.