Lyt til artiklen:

Styrelse overvejer at politianmelde landmænd og lodsejere

00:00
Hastighed: ???x
02:15

Alle de 95 reguleringstilladelser, som Naturstyrelsen kontrollerede i 2023, var givet for at undgå markskader, men i mange tilfælde viste kontrollen, at der slet ikke var en afgrøde på det areal, som var angivet i ansøgningen.

Det fortæller Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg blev temmelig overrasket over, hvor dårlig moralen er hos mange ansøgere i forhold til at opfylde forudsætningerne og overholde vilkårene, siger Rasmus Ahlmann, der er en af kontrollørerne og til daglig vildtkonsulent i Naturstyrelsen Vadehavet.

Naturstyrelsen fortsætter kontrollen i 2024, og overvejer at lave en permanent ordning med stikprøvekontrol, for at få ansøgerne til at overholde de gældende regler.

Overtræder straffeloven

Landmænd og andre lodsejere, som søger reguleringstilladelse på grund af vildtskader i en afgrøde, skriver på tro og love under på, at deres oplysninger om afgrøden og skaderne på den er korrekte.

Hvis det ikke er tilfældet, har de derfor ikke alene overtrådt vildtskadebekendtgørelsen, men også straffeloven.

Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen vurderer løbende karakteren af overtrædelserne og vejleder ansøgere, som for eksempel har misforstået noget i reglerne eller deres tilladelse. Hvis der er tale om klare og bevidste overtrædelser af tilladelserne, vil de pågældende sager blive videregivet til Politiet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis man har søgt om tilladelse til at regulere ringduer i en hvedemark og oplyser, at man har sat fugleskræmsler op for at afværge skaden, så er det jo helt galt, når vi kan konstatere, at der hverken er hvede eller fugleskræmsler på marken, siger Rasmus Ahlmann.

- Man er naturligvis også helt på vildspor, hvis man søger om tilladelse til regulering af kronvildt på en brakmark eller i en mose, bare for at nævne to andre eksempler, vi har oplevet. Der bør man kunne sige sig selv, at der ikke er tale om skade på en afgrøde, siger vildtkonsulenten.