Lyt til artiklen:

40 år hos Fransgård Maskinfabrik

00:00
Hastighed: ???x
04:21

At skulle sælge landbrugsmaskiner var nok ikke lige det første, der gik gennem Jørgen Fransgårds hoved, da han startede som bankelev i Andelsbanken i Viborg. Efter et par år blev han som færdiguddannet overført til bankens udlandsafdeling i København og havde egentlig tænkt sig at gøre karriere indenfor bankverdenen.

- Skæbnen er nogle gange lidt uforudsigelig, beretter Jørgen Fransgård og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

-Under en festlig familiekomsammen i anledning af Påsken spurgte min onkel Thorkild Fransgaard mig pludselig, om ikke jeg kunne tænke mig at blive kontoransvarlig på hans fabrik i Fredbjerg. Det krævede lige lidt overvejelse, men kort efter aftalte vi, at Thorkild og hans kone Lena skulle besøge mig i København, så vi kunne lave en aftale. Det blev starten på nogle meget spændende år, siger Jørgen Fransgård, der 40 år efter er medejer og salgsdirektør i virksomheden.

Fransgård Maskinfabrik havde siden starten i 1967 vokset sig stadig større med udvidelse af maskinsortimentet, og efterhånden blev det danske marked udvidet til også at gælde andre lande og det krævede mere salgsaktivitet. Det medvirkede til, at Jørgen Fransgård helt alene blev sendt ud på sin første salgsrejse, der gik til udendørsudstillingen Ploughing Match i Irland.

- Det var godt nok en udfordring, da regnen silede ned, og stort set alt drillede, husker Jørgen Fransgård og tilføjer:

- Det lykkedes mig alligevel at få stillet en anstændig udstilling på benene med et rigtig godt salgsresultat. Min ilddåb var lykkedes, og min vej som sælger var banet. Thorkild tog mig senere på året med til USA, så jeg kunne stifte bekendtskab med det store og udfordrende marked.

Hjemtog eksportsalget

Over tid overtog Fransgård Maskinfabrik selv eksportsalget fra flere mindre eksportvirksomheder, som tidligere havde stået for eksporten, og begyndte opbygning af et forhandlernetværk rundt om i verden. Særligt det tysktalende marked kræver, at man kan begå sig på tysk. Derfor lærte Jørgen Fransgård tysk på den intense måde: en uges Berlitz skole med efterfølgende to ugers forretningsrundrejse i det tyske - alene. Tysktalende kunder fylder fortsat den dag i dag en hel del hos Fransgård Maskinfabrik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forretningsrejser i andre lande kan også ændre ens privatliv. Således gik det også for Jørgen, der på en forretningsrejse under en middag hos firmaets importør i Carlow i Irland mødte sin hustru Esther, der serverede for gæsterne. I 1989 var der bryllup i Carlow. I dag bor Esther og Jørgen i Farsø. De har fire døtre, tre svigersønner samt tre børnebørn.

Skiftende titler

Ansvarsområder og stillingsbetegnelse i virksomheden er skiftet flere gange for Jørgen Fransgård. Allerede i 1989 købte Jørgen Fransgård sine første én procent af aktierne og blev samtidig udnævnt som souschef. Da Thorkild Fransgård noget uventet blev valgt ind i Folketinget i 1998, blev Jørgen Fransgård udnævnt til direktør.

I 2006 overtager Jørgen Fransgård, Ivan Kristensen og Jens Ploug 80 procent af aktierne og Thorkild Fransgård beholder selv de sidste 20 procent. Han havde købt Dansk Kapitalanlæg ud, der tidligere ejede 35 procent af aktierne. Senere er ejerkredsen udvidet yderligere, da Søren Nielsen for et par år siden købte én procent af aktierne. Virksomheden er derfor stadig 100 procent danskejet med ejere, der alle har deres daglige arbejde hos virksomheden i Fredbjerg.

- Med tiden lærer man at fokusere på de arbejdsområder, hvor man føler, man kan gøre en forskel, forklarer Jørgen Fransgård og uddyber:

- Jeg har altid haft stor fokus på kundekontakt - specielt i USA, Irland, England og de tysktalende lande i Europa. Derfor valgte jeg til min 60-års fødselsdag i 2019 at overdrage posten som direktør til min yngre kollega og medejer Jens Ploug. Så kan jeg koncentrere mig 100 procent om salgsarbejdet, slutter Jørgen Fransgård.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jubilæet bliver fejret den 2. juni på fabrikken i en af virksomhedens mange produktionshaller, som det er sket så mange gange før. Som receptionsgæst får man mulighed for at se fabrikken i funktion en times tid, hvis man altså kommer fra starten af receptionen.

Produktionen stopper til middag, så også alle de ansatte kan deltage. Erfaring fra tidligere receptioner viser, at der kommer folk fra nær og fjern - også fra udlandet.

Fransgård har nyudviklet rotorrive med på Agromek

Se også:

Fransgård har nyudviklet rotorrive med på Agromek