Siden Fransgårds importør i Storbritannien Landmek-Pöttinger blev overtaget 100 procent af Pöttinger, har den danske maskinfabrik ledt efter en ny samarbejdspartner til at forsyne de britiske landmænd med danske græsredskaber.

Nu har Fransgård fået en aftale på plads med Twose, som er ejet af den amerikanske koncern Alamo-gruppen. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har altid haft et rigtigt godt marked i England, og vi er overbevist om, at vores nye importør også vil gøre det godt. Twose har mere end 500 udsalgssteder i Storbritannien og er en af de ældste og mest erfarne firmaer i britisk landbrug, siger Jørgen Fransgård og fortsætter:

- De laver rigtig meget græs i England, og fordi det er så frodigt og fugtigt, har de nogle rigtig store græsarealer. Så man siger, at hvis dine river kan tåle at køre i England, så kan de tåle at køre alle steder.

De første river er sendt

Fransgård har allerede leveret de første river, som Twose udstiller ved landbrugsmessen AgriScot i Skotland i næste uge.

- Det nye samarbejde giver Twose mulighed for at populære produkter til konkurencedygtige priser, siger Twoses salgsdirektør Tim Coleridge.

Blandt de river, der skal sælges i Storbritannien, er modellerne TI Combi med en arbejdsbredde fra 3,6 til 6,2 meter og TI Front med en arbejdsbredde fra 4,5 til 5,6 meter, som kan anvendes i kombination med en ballepresser eller en opsamlervogn for at øge produktiviteten.