Lyt til artiklen:

Udtagning af § 3-arealer kan fremover kompenseres som andre græsmarker

00:00
Hastighed: ???x
02:47

Nu er der fundet en løsning, der sikrer klarhed om kompensationsgrundlaget for § 3-arealer. Det fortæller Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.

Udtagning af § 3-arealer kan derfor fremover som udgangspunkt kompenseres på lige fod med andre græsmarker, og landmænd kan fremover som udgangspunkt modtage engangskompensation på op til 35.500 kr. pr. hektar ved udtagning af § 3-arealer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Løsningen baserer sig på en længere udredning foretaget af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Miljøministeriet med bistand fra Kammeradvokaten og Københavns Universitet.

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen, er glad for, at indsatsen kan genoptages:

- I lang tid har § 3-problematikken været en barriere for udtagningsindsatsen. Jeg glæder mig over, at vi nu fjerner usikkerheden og har fået kompensationsgrundlaget på plads, så landmænd fremover kan indgå i et udtagningsprojekt med ro i sindet og dermed bidrage til den vigtige grønne dagsorden og omstilling af dansk landbrug, lyder det fra ministeren.

Strid med støtteregler

Udredningen af problemstillingen har vist, at der desværre er nogle landmænd, som er blevet overkompenseret eller stillet en for høj kompensationssats i udsigt i forbindelse med, at de lader deres § 3-arealer udtage. Det er i strid med EU's statsstøtteregler, og for meget udbetalt støtte skal derfor tilbagebetales og tilsagn samt projektaftaler skal revideres.

Miljøminister Magnus Heunicke er glad for, at der er skabt klarhed på området.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er klar over, at nogle skal betale dele af tilskuddet tilbage, og det havde vi naturligvis helst været foruden. Jeg er glad for, at der arbejdes på at finde løsninger for at reducere den sum, der skal tilbagebetales. Udtagningen af lavbundsarealer og beskyttelse af naturområder skaber bedre vilkår for vores natur, klima og vandmiljø. Det er godt, at der nu er kommet afklaring på, hvordan de involverede parter er stillet økonomisk i de igangværende projekter, og hvilke muligheder der er for at give tilskud, siger Magnus Heunicke.

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen udtaler supplerende:

- Det er dybt beklageligt, at der i flere tilfælde er sket fejl, der betyder, at lodsejere har fået udbetalt for meget støtte, som nu vil skulle tilbagebetales. Som landmand skal man selvfølgelig kunne regne med det, myndighederne melder ud og vide sig sikker på, at man får den rette støtte, når man har fået tilsagn. Det er langt fra tilfredsstillende, når det ikke er tilfældet. Vi arbejder derfor på at finde en løsning, så de berørte lodsejere i et vist omfang kan kompenseres, siger Jacob Jensen.