Lyt til artiklen:

Økologisk Landsforening: Vælg øko-æg

00:00
Hastighed: ???x
01:37

Fødevarestyrelsen har offentliggjort resultaterne af en ny analyse af økologiske æg, der viser, at det virkede, da Økologisk Landsforening og æggebranchen i januar vedtog at tage fiskemel ud af foderet til æglæggende høner. En beslutning der blev taget samme dag, som det kom frem at netop fiskemel var skyld i fundet af PFAS i økologiske æggeblommer, det skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.

De opfordrer samtidig til, at man som forbruger igen vælger de økologiske æg til, når man skal fylde indkøbskurven.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi håber, at du vil vælge økologiske æg næste gang, du handler i dit supermarked. Ja, vi vil faktisk opfordre dig til det. For når du vælger økologiske æg, køber du samtidig hønerne mere plads i stalden, du køber dem mulighed for at komme udenfor. Du køber et rent kvalitetsprodukt fra et dyr, der har fået økologisk foder uden kunstigt fremstillede tilsætningsstoffer. De er det sikre valg. Du og dine børn kan trygt spise økologiske æg, understreger Louise Køster, der er forperson i Økologisk Landsforening.

Økologisk Landsforening glæder sig over, at sagen om PFAS i økologiske æg har fået myndighederne til at lave flere screeninger for PFAS i fødevarer, og at den har skabt fornyet fokus på behovet for et opgør med kemikalier, giftstoffer og syntetiske pesticider i vores fødevarer. Foreningen støtter desuden forslaget om et nationalt forbud mod PFAS i forbrugerprodukter, der blev førstebehandlet i Folketinget i sidste uge.