Jesper Vad tager imod efter fyraften fra sit lønmodtagerjob hos en anlægsgartner i Kolding. På farmen ved Bramming står de 1500 meter minkstalde gabende tomme for dyr. Kun de to hunde, Tiago og Freja, skaber liv på gården.
Minkavleren er en af de 14 avlere, der har søgt dvaleordning med henblik på genstart af virksomheden efter 2023. Men Jesper Vad er meget i tvivl om sin fremtid som avler. Efter et hårdt forløb med rigtig mange nedture har han helt mistet lysten til at have mink på sin egen farm, men overvejer at indgå samarbejde med en avler i Nordjylland.