Lyt til artiklen:

Økologiske rådgivning hos Velas styrkes med nyansættelser

00:00
Hastighed: ???x
02:09

Det går hurtigt i det økologiske markbrug. Så hurtigt, at Velas Økologi nu udvider afdelingen med to nye økologikonsulenter samt en praktikant, skriver Velas i en pressemeddelelse.

- Vi oplever en hastigt stigende kundetilgang især inden for økologisk planteavl, og vi har i samarbejde med kunderne været gode til at skabe vækst inden for økologisk markbrug. Derfor glæder vi os over, at vi nu kan få mulighed for at mande op med yderligere to konsulenter og en praktikant, siger Peter Mejnertsen, chef for Velas Økologi, der peger på, at særligt de sjællandske økologer har fået øjnene op for den rådgivning, Velas kan levere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er klart, at vores hjemmemarked er de jyske og fynske økologer. Men vi kan også tydeligt mærke, at de sjællandske landmænd efterspørger en aktiv rådgivning, hvor det er vigtigt at komme rundt i markerne og bistå med afgrødevalg og dyrkningsstrategi samt en generel udvikling af deres virksomhed. Det bidrager vi aktivt til, siger han.

Økologikonsulent Sandie Holm starter i Velas den 1. oktober, hvor hun skal være tilknyttet Velas' kontor i Vissenbjerg. Herfra skal hun rådgive både fynske samt sjællandske økologer. Hun har syv års erfaring som økologirådgiver og kommer aktuelt fra en stilling i biogasbranchen.

Økologikonsulent Mads Gad er nyuddannet jordbrugsteknolog og skal indgå i økologisekretariatet. Derudover bliver han også ansvarlig for den digitale udvikling af det økologiske planteavlsbrug, bl.a. ved at skulle implementere den nyeste teknologiske udvikling inden for teknik-, satellit- og maskinteknologi.

Stine Rosenvanger er ny praktikant i Velas Økologi og skal primært arbejde med projektet Økologi - Tæt På, der har til henblik at samle de fynske økologer og knytte dem direkte op med restauratører, fødevarevirksomheder og kommuner. Projektet skal både sikre landmændene bedre og direkte afsætning, mens det for aftagerne af produkterne munder ud i lokale råvarer, som matcher nøjagtigt det, deres kunder efterspørger.