Lyt til artiklen:

Fortsat stor interesse for Erhvervspuljen

00:00
Hastighed: ???x
02:51

Den 14. juni blev der sat punktum for den fjerde åbning af Erhvervspuljen i år, og tallene viser, at den øgede interesse, der blev konstateret i forbindelse med den seneste puljeåbning, fortsætter.

Det skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I alt modtog Energistyrelsen 182 ansøgninger om tilskud for 97 millioner kroner. Det beløb er næsten lige så stort som det, der blev ansøgt for i forrige runde i april, hvor Energistyrelsen oplevede en tredobling i antallet af ansøgte tilskudsmidler.

En af de virksomheder, der har søgt tilskud, er rugerivirksomheden DanHatch, der hvert år producerer millioner af rugeæg og daggamle slagtekyllinger.

- Vi har søgt for at få sat fart på den bæredygtige omstilling og gå fra sort til grøn energi, fortæller direktør Søren Villumsen.

DanHatch har søgt tilskud til blandt andet varmevekslere, der skal hjælpe virksomheden med at blive mindre afhængig af olie og naturgas i varmeproduktionen.

- Vi bliver tilskyndet af samfundet til at gå i en grønnere retning, og det er vi selvfølgelig helt med på at gøre. Og uanset om vi kommer til at løfte den største del af investeringen selv, så er Erhvervspuljen en god, hjælpende hånd, der kan være med til at nedbringe tilbagebetalingstiden, siger Søren Villumsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De 182 ansøgninger, der i denne omgang er sendt til Erhvervspuljen, er indtil videre i fase 1, og det betyder, at det endnu ikke er afgjort, om de får tilsagn eller ej.

Ansøgningerne er fordelt bredt ud på forskellige brancher, men flest er der kommet fra landbrug og gartnerier. Også fødevarebranchen er godt repræsenteret, og tilsammen står de for lige knap en fjerdedel af alle ansøgningerne.

Tal, der vækker glæde i Landbrug & Fødevarer, siger konstitueret adm. direktør Flemming Nør-Pedersen.

- Det viser, at udviklingstrangen i erhvervet er stor, og at der bliver sat handling bag ordene, når det kommer til at udvikle og effektivisere til gavn for den grønne omstilling. Danske landmænd og fødevarevirksomheder arbejder målrettet med bæredygtighed og nye teknologier, og til det formål er Erhvervspuljen et godt redskab, siger han.

I Energistyrelsen er man også godt tilfreds med den store interesse for den seneste åbning af Erhvervspuljen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vicedirektør Stine Leth Rasmussen glæder sig over, at flere virksomheder er blevet opmærksomme på mulighederne for at energieffektivisere og skifte væk fra fossile brændsler.

- Vi har kun ét mål med Erhvervspuljen, og det er at hjælpe virksomhederne med at realisere grønne projekter. Og jeg synes, at vi med de tilgængelige standardløsninger og mulighed for vejledning fra Energistyrelsen tilbyder nogle gode redskaber til at få sat gang i projekter, der både styrker virksomhedernes konkurrenceevne og giver CO2-reduktioner, siger Stine Leth Rasmussen.