Lyt til artiklen:

KMC vil lave bøffer af kartoffelprotein

00:00
Hastighed: ???x
01:04

Ingrediensvirksomhed KMC har som de første i verden formået at give kartoffelprotein struktur, så det kan anvendes til plantebaseret kød, skriver KMC i en pressemeddelelse.

Kartoflens særlige egenskaber kan revolutionere plantebaserede kødprodukter ved at forbedre strukturen og de ernæringsmæssige kvaliteter. Innovationen er sket som en del af virksomhedens fokus på at finde nye anvendelsesmuligheder for kartoffelbaserede ingredienser, skriver KMC.

Artiklen fortsætter efter annoncen

KMC spår at det plantebaserede marked vil blive mangedoblet i løbet af ganske få år. Mange forbrugere ønsker at mindske deres kødforbrug i fremtiden, men mangler innovative løsninger og valgmuligheder i supermarkedet, der kan lette overgangen til en mere plantebaseret kost.

I Brande er der netop blevet taget et kvantespring imod den plantebaserede fremtid, da det er lykkedes for ingrediensvirksomheden KMC at ændre kartoffelprotein fra at være et pulvertilskud, til nu at være et produkt med en fiberstruktur, der ligner strukturen fra kød.

Køderstatning

Den innovation kan revolutionere de plantebaserede løsninger i køledisken, da kartoffelprotein har egenskaber, der gør det særdeles velegnet til særligt køderstatninger. Det plantebaserede protein har uovertrufne ernæringsmæssige kvaliteter, en kødlignende struktur og samme stegeskorpe som kød.

- Det teksturede kartoffelprotein har de egenskaber, mange forbrugere savner i plantebaserede produkter. Der er derfor stort potentiale i kartoffelprotein til fødevarer. Hos KMC har vi en erklæret målsætning om at bidrage til overgangen fra kødingredienser til plantebaserede ingredienser, og vi tror på, at vi med denne løsning har skabt et reelt gennembrud, når forbrugere skal kunne tilbydes grønne kvalitetsprodukter, fortæller Jesper Burgaard CEO hos KMC og fortsætter:

- Vi begyndte at lave kartoffelprotein til fødevarer i 2019, på grund af dens ernæringsmæssige kvaliteter og potentiale som ingrediens i fødevarer. Dog havde produktet indtil nu ingen funktionelle kvaliteter, men med vores nye teknik, kan kartoffelprotein give struktur til produkterne og derfor anvendes til eksempelvis plantefars eller andre køderstatninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Storskala produktion

Udviklingen af det grønne protein sker som et led i KMC's innovationsarbejde, hvor man sigter mod at skabe plantebaserede ingredienser, der kan erstatte animalske ingredienser i fødevarer. KMC har knækket koden til storskala produktion på fabrik, og forventer at kunne sende omkring 300 tons tekstureret kartoffelprotein på markedet i indeværende år, og forventer at opskalere kapaciteten løbende i de kommende år.

Kartoffelprotein egner sig særdeles godt i kødfrie måltider, da det indeholder alle de essentielle aminosyrer og med en stærk aminosyresammensætning, der giver det ernæringsmæssige kvalitet på højde med kød.

- Bæredygtighed og forretning hænger sammen hos os i KMC. Med dette produkt kan vi tilbyde grønne klimavenlige proteiner produceret af jyske kartoffelavlere til verdens forbrugere. Vi har stor tiltro til, at tekstureret kartoffelprotein af danske kartofler kan spille et væsentlig bidrag i den fremtidige udvikling af plantealternativer til køledisken, så animalske ingredienser bliver afløst af plantebaserede løsninger, siger Jesper Burgaard.

KMC arbejder aktivt på at finde alternativer til animalske ingredienser og erstattede i regnskabsåret 2020/2021 26.600 tons animalske ingredienser med deres innovative ingredienser. KMC har en målsætning om at erstatte 39.000 tons animalske ingredienser med plantebaserede ingredienser i år 2024/2025.