Damp, der denaturerer proteinerne i plantecellerne, en biologisk nedbrydelig accelerator, der sætter skub i udtørringen af plantecellerne og microbølger, der sikrer, at ukrudtsplanten dør. Det er i korte træk det, som virksomheden WeedFighter har patenteret og har succes med til ukrudtsbekæmpelse på befæstede arealer i kommunalt regi.
Men perspektiverne i metoden kan være større endnu. For sandsynligvis kan den bruges til vækststandsning af kartofler, erstatte glyphosat, til nedvisning af marker inden næste afgrøde etableres og holde ukrudt i frugtplantager nede. Det skal AU og flere andre aktører undersøge i et GUDP-projekt, der starter ved årsskiftet.