Lyt til artiklen:

Klimaretssag mod Danish Crown skal for Vestre Landsret

00:00
Hastighed: ???x
01:41

Sagen om, hvorvidt Danish Crown har vildledt forbrugerne og overtrådt markedsføringsloven ved at markedsføre dansk svinekød som "mere klimavenlig, end du tror" og ved at anvende betegnelsen "klimakontrolleret gris", skal indledes i Vestre Landsret.

Det har Retten i Randers afgjort, skriver Dansk Vegetarisk Forening i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er Dansk Vegetarisk Forening, der i samarbejde med Klimabevægelsen og Den Grønne Studenterbevægelse, har anlagt sagen. De grønne organisationer har gennem hele forløbet argumenteret for, at sagen er af så principiel karakter, at den bør behandles af landsretten, og derfor vækker afgørelsen stor glæde.

Hos Sirius Advokater, der fører sagen for de grønne organisationer, understreger advokat Marc Malmbak Stounberg, at man ser frem til at få afgjort Danmarks første principielle sag om potentielt vildledende klimakommunikation.

- Vi har hele tiden ment, at sagen var principiel, og det har byretten nu givet os medhold i. Derfor skal sagen behandles af Vestre Landsret i første instans. I min optik er det helt oplagt, at sagen er principiel, da der ikke tidligere har været ført sager om greenwashing ved de danske domstole. Sagen vil formentlig få stor betydning for forbrugernes fremtidige beskyttelse mod vildledende udsagn om klima i markedsføring, udtaler han.

Danish Crown havde anmodet om, at sagen skulle behandles i Sø- og Handelsretten, men det har byretten altså ikke givet koncernen medhold i.

Et af kravene fra de grønne organisationer, at Danish Crown bruger lige så mange annoncepenge på at fortælle forbrugerne sandheden, som koncernen har brugt på vildledningen.