Lyt til artiklen:

Teknologien er vejen frem mod grøn omstilling

00:00
Hastighed: ???x
03:23

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn, deltog på en konference i Teknologisk Institut torsdag:

- Teknologien skal slippes løs over hele den danske fødevarebranches værdikæde som en vigtig hjælper i bestræbelserne på at opnå målene med den grønne omstilling af dansk landbrug og fødevareproduktion. Det sagde minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn på konferencen Fremtidens fødevareproduktion på Teknologisk Institut i Taastrup torsdag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har i hvert enkelt led brug for original ny viden, og vi skal slippe den teknologiske kreativitet løs. Vi skal både hjælpe forbrugerne til at spise mere klimavenligt med den ene hånd og med den anden hånd hjælpe fødevareerhvervene med at producere mere klimavenligt. Det er en vildt interessant fremtid den danske fødevaresektor går i møde, sagde Rasmus Prehn.

Ministeren fremhævede den nyligt indgåede aftale om grøn omstilling af dansk landbrug, som et bredt flertal af Folketinget står bag. Ud over den planlagte konkrete danske reduktion af udledningen af drivhusgasser, kan Danmark gentage eksportsuccesen som det gjorde sig gældende med vindmøller.

- En stor del af vores strategi med at være et foregangsland er, at vi kan være eksemplets magt. Hvis vi viser vejen, kan vi også sælge det til andre, sagde Rasmus Prehn.

Kig ind i fremtiden

Til konferencen var samlet en lang række repræsentanter for fødevareerhvervene sammen med forskere som tog et kig ind i fremtidens klimavenlige fødevareproduktion.

Deltagerne fik bl.a. ny viden om fx udnyttelse af reststrømme i den eksisterende fødevareproduktion, om nye råvarer til fremstilling af grønne produkter, metoder til optimering af smag og tekstur af nye grønne fødevarer, så de stadig falder i forbrugernes smag, samt indlæg om fremtidens grønne emballager og cirkulær økonomi i fødevareproduktionen, skriver Teknologisk Institut i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Fødevareproduktionen udgør 26 procent af verdens CO2-udledning, og her kan udnyttelse af sidestrømme i fødevareproduktionen, nye råvarer som græsprotein, insekter og tang og alger som nye ingredienser være en del af løsningen, sagde centerchef Anne Louise Dannesboe Nielsen i forbindelse med præsentationen Teknologiske Løsninger - fra nye råvarer til grønne produkter.

Ud over indlæg fra eksperter bød konferencen også på rundvisning på Teknologisk Instituts forsknings- og udviklingsfaciliteter indenfor emballage, digitalisering og proceskontrol. Desuden kunne deltagerne selv smage på bud på fremtidens klimavenlige fødevarer som fx insektprotein og produkter fra sidestrømme i fiskeindustrien.

Fødevaremangel i fremtiden

Direktør Lars Hinrichsen, Teknologisk Institut, påpegede overfor deltagerne, at der med kombinationen af krav om reduktion af fødevaresektorens klimabelastning, de globale klimaforandringer og befolkningstilvækst er en risiko for, at der kommer fødevaremangel i fremtiden.

- Hvis vi skal løfte bæredygtigheden, er der ikke nogle quick-fixes. Vi skal have fat i hele værdikæden. Men vi skal også kigge på os selv. Vi behøver ikke spise det, vi kender og godt kan lide, hele tiden. Vi skal også være åbne for nye fødevarekilder. Men på den anden side ligger her et ansvar hos producenterne. Hvis ikke de nye klimavenlige fødevarer smager godt, som kommer forbrugerne ikke til at købe dem igen, sagde Lars Hinrichsen.