Lyt til artiklen:

DanBred får ny direktør

00:00
Hastighed: ???x
02:23

DanBred har mandag morgen offentliggjort, hvem der skal være ny administrerende direktør, efter Thomas Murmann Henriksen trak sig fra koncernen efter en række krænkelsessager.

Fra den 11. oktober tiltræder Claus Fertin i stillingen. Det skriver koncernen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Claus Fertin er en erfaren leder med dybt kendskab til markedet. Han har mere end 15 års erfaring fra branchen, og med sin kommercielle og videnstunge baggrund vil han være med til at videreføre og udvikle den ambitiøse strategi "Next Level DanBred", som DanBred har lagt, lyder det i pressemeddelelsen.

Claus Fertin har de sidste år været strategisk rådgiver og konsulent for biotech- life science- og agro-virksomheder. Tidligere har han bl.a. været Executive Director i Landbrug & Fødevarer, han har siddet som CEO i VikingGenetics, og derudover har han også været direktør i Teknologisk Institut. Uddannelsesmæssigt har han en Ph.D i Economics fra Københavns Universitet.

- Jeg ved allerede, at DanBred er en rigtig stærk virksomhed med gode og dedikerede medarbejdere, og jeg glæder mig utroligt meget til at blive en del af den. Jeg er samtidig glad og stolt over at have fået muligheden og det er med stor ydmyghed jeg påtager mig ansvaret for at udvikle DanBred yderligere. Sammen med medarbejdere og samarbejdspartnere skal vi fortsat levere genetik og services af høj kvalitet til vores kunder. Jeg glæder mig utroligt meget til at komme i gang, siger Claus Fertin om sin nye stilling.

Det har været vigtigt for bestyrelsen at finde en person, der ikke kun er faglig, men som også besidder den kommercielle indsigt og erfaring der er vigtig for at kunne videreudvikle DanBred.

- Bestyrelsen er glade for at vi kunne finde en solid fremtidsløsning, og er sikre på at den samlede ledelsesgruppe fremadrettet vil kunne genskabe tilliden til både personale, kunder og leverandører hos DanBred, siger bestyrelsesformand, Andreas Lundby og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- DanBred er en sund virksomhed med et godt værdigrundlag. Medarbejderne er dygtige og engagerede, og med Claus Fertin ombord, glæder vi os alle i DanBred til at kunne fortsætte og udvikle de gode kompetencer og sikre, at vi fortsat er en god arbejdsplads og en konkurrencedygtig virksomhed med den bedste genetik i branchen.

Privat bor Claus Fertin i Borup, Sjælland med sin hustru og har 3 børn, der er flyttet hjemmefra.