Lyt til artiklen:

EU-parlamentariker: EU-Kommission står fast om forbud mod jagt og fiskeri i beskyttede områder

00:00
Hastighed: ???x
03:40

Lige nu leger EU med tanken om at forbyde jagt og fiskeri i udvalgte naturområder. For nylig fastslog Kommissionen i et svar til EU-politiker Asger Christensen, at hverken jagt eller lystfiskeri bør være tilladt i såkaldte "strengt beskyttede" områder, som skal udgøre 10 procent af Danmarks areal. Forslaget falder Asger Christensen, medlem af Europa-Parlamentet, for brystet:

- Danske jægere er nogle af de mest naturelskende mennesker, der findes. De værner om dyrelivet og passer godt på naturen, fordi de ved, hvor skrøbelig den er. Derfor giver forbuddet ingen mening, siger Asger Christensen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Baggrunden for det mulige forbud er EU's kommende strategi for biodiversitet. Problemet er, at forslaget, som indtil videre kun er et udkast fra Kommissionen, kan ende som lovgivning og dermed forbyde jægere og lystfiskere at bedrive deres hobby i store dele af landet.

Men faktisk har regeringen netop nu chancen for at skyde forslaget ned. Medlemslandenes ministre diskuterer sagen i en arbejdsgruppe, som skal komme med anbefalinger til det endelige lovforslag. Regeringen bør derfor kæmpe for at fjerne ordene jagt og fiskeri fra strategien, mener Asger Christensen, der i flere uger har modarbejdet forslaget i Europa-Parlamentet.

- Det er helt afgørende, at referencen til fiskeri og jagt slettes, og det må nu være miljøministerens mission at sørge for det. Ellers risikerer danske jægere at blive jaget ud af naturen, siger han.

Miljøministeren har tidligere været i samråd om biodiversitetsstrategien, hvor Lea Wermelin forklarede, at det eventuelle forbud ikke nødvendigvis drejer sig om Natura 2000-områder. Udkastet til strategien udpeger ikke, hvilke områder der skal være strengt beskyttede. For Venstre-politikeren er det dog slet ikke betryggende.

- Det kan jo potentielt være landmænd og lodsejere, der mister jagt- og fiskeretten på deres jord. I mine øjne er det fuldstændig urimeligt, og det kan ovenikøbet betyde et stort indtægtstab for mange, advarer Asger Christensen og tilføjer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Præcis derfor skal regeringen gribe ind hurtigst muligt.

Hvis forslaget i sidste ende vedtages i sin nuværende form, vil det være op til Miljøministeriet og Naturstyrelsen at fastlægge, hvor de beskyttede områder skal placeres.

Ministrene har indtil slutningen af marts til at kommentere på det seneste udkast til biodiversitetsstrategien, som bagefter skal behandles af arbejdsgruppen, der består af medlemslande og eksperter. Efterfølgende skal Rådet og Kommissionen drøfte udspillet i løbet af 2021. Her skal man blive enige om, hvad "strengt beskyttet" natur indebærer.

Det mulige - kontroversielle - forbud beskrev Altinget allerede i december sidste år, hvor både Danmarks Jægerforbund og Danmarks Sportsfiskerforbund udtrykte stor bekymring. Blandt andet fordi at udkastet sidestiller minedrift, jagt og lystfiskeri. Siden da har miljøministeren manet til ro og forsikret om, at danske jægere og lystfiskere ikke vil blive ramt af et EU-forbud.

Ministerens forsikringer er fine, men for mig og mange andre danskere, som elsker at gå på jagt, er det vigtigste, at ordene jagt og fiskeri fjernes fra teksten, så vi ikke skal bekymre os om et muligt forbud mod at dyrke vores hobby i udvalgte områder. Det håber jeg, at ministeren vil lytte til, afslutter Asger Christensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lea Wermelin har fredag over for Altinget erklæret, at hun vil arbejde for at få mere fleksible kriterier for strengt beskyttet natur.