Abonnementsartikel

Agri Nord og Mariagerfjord Kommune er gået sammen om at gøre landbruget som arbejdsplads interessant for folkeskoleelever. Det bliver med gårdbesøg og tilberedning af kalvekød

I løbet af september og oktober måned skal fem 8. klasser fra Mariagerfjord Kommune arbejde med landbruget og kalvekødsproduktion under titlen "Slagt og æd".

Formålet er at få flere af de unge til at vælge en erhvervsuddannelse, for eksempel indenfor landbruget, slagterfaget eller kokkefaget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Agri Nord i en pressemeddelelse.

- I Mariagerfjord Kommune er det politisk besluttet, at der skal gøres en indsats for at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse, og man vil også gerne anspore de unge til at tage et fritidsjob, siger Peter Bertelsen, der er erhvervsplaymaker i kommunen og projektansvarlig.

Landbruget på udkig efter næste generation

Agri Nord er samarbejdspartner på projektet, og det er bestyrelsesmedlem Jens Verner Pedersen, Hobro, der sammen med Troels Hedelund Rasmussen, Tjele, ligger bedrifter til besøgene.

Jens Verner Pedersen er mælkeproducent og sælger sine tyrekalve til Troels Hedelund Rasmussen, som leverer til Dansk Kalv-konceptet hos Danish Crown.

På den måde får eleverne set, hvordan kalvekødet bliver produceret fra start til slut. Landbruget er også meget interesseret i at få flere unge ind i erhvervet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi mangler i den grad arbejdskraft, og manglen bliver ikke mindre, siger Jens Verner Pedersen, der selv er begyndt at kigge efter én, der engang kan overtage hans ejendom. Den danske landmand har i dag en gennemsnitsalder på 57 år, viser tal fra Danmarks Statistik.

De unge skal selv træffe beslutningen

Der har i årevis været en tendens til, at unge mennesker i overvejende grad har valgt en gymnasial uddannelse.

Erhvervsplaymaker Peter Bertelsen håber på, at erhvervsbesøgende kan være med til at påvirke de unge til selv at beslutte, hvad de gerne vil.

- Jeg tror, det er vigtigt at udfordre dem på deres ønske om en gymnasial uddannelse, for jeg tror ikke, at det altid er dem selv, der har besluttet at det er dét, de inderst inde gerne vil. Jeg tror, det kan være uddannelsesvejledere, forældre eller andre, siger han.

Slagtekalveproducent Troels Hedelund Rasmussen vil gerne være med til at oplyse de unge om de mange, gode muligheder, der er i landbruget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det bliver spændende at se, om vi kan gøre dem så nysgerrige, at de vil i gang med en landbrugsuddannelse, siger han.

Nordjyllands Landbrugsskole, Lundbæk, vil være til stede under gårdbesøgene for at fortælle mere om landbrugsuddannelsen.