Ulvegruppen med repræsentanter fra en lang række organisationer har haft sit første møde 16. december 2019 og drøftet det videre arbejde med en forvaltningsplan for ulve i Danmark.
Formand for Vildforvaltningsrådet, Jan Eriksen, er også formand for ulvegruppen under rådet.
- Vi forventer, at komme med et forslag om ulveforvaltning til Vildtforvaltningsrådet om ni måneder engang i september 2020, fortæller formand Jan Eriksen.
Derefter vil planen efter endt behandling i Vildtforvaltningsrådet blive fremsendt til Miljøminister Lea Wermelin (S) omkring årsskiftet. Det er så op til ministeren at beslutte, hvorvidt hun vil følge forslaget.
Ulvegruppen lægger op til en national ulveforvaltning som løbende kan justeres og og evalueres for at tage højde for udviklingen på ulveområdet, fortæller Jan Eriksen.
Ulvegruppen består af repræsentanter fra L&F, Danmarks Jægerforbund, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Skovforening, Dyrernes Beskyttelse og Friluftsrådet.
Møde med fåreavlere
I begyndelsen af februar drager ulvegruppens medlemmer på felttur til blandt andet Stråsø Plantage i den Vestjyske ulvezone for at mødes med berørte fåreavlere og landmænd for at høre om deres personlige erfaringer og udfordringer med ulvene.
- Det er vigtigt for gruppen og mig, at vi mødes med de mennesker, der i det daglige lever med ulve, siger Jan Eriksen.
Den seneste officielle opgørelse over ulve i Danmark fra Ulveatlas viser, at der var mindst 10 ulve i Danmark i sensommeren 2019 - heraf fem voksne ulve og fem ulvehvalpe. Opgørelsen er lavet ud fra både observationer, billeder fra vildtkameraer og DNA-prøver fra spor af ulv.