Hvor meget skov er der fældet for at dyrke sojaen til sojaskråen? Og hvor meget "koster" det på klimaregnskabet at fragte majs via et skib til Danmark?
Det er bare nogle af de spørgsmål, som man let og tilgængeligt skal kunne få svar på - forbruger som producent.
For reduktion af klimagasser er på alle dagsordener, og ifølge Jesper Pagh, koncerndirektør i DLG, er det vigtigt, at industrien tager ejerskab for den omstilling, som er nødvendig.
- Vi er afhængige af hinanden for at kunne imødekomme de målsætninger, der er sat om at reducere klimagasserne. Vi ser os selv som en uundværlig del af den dagsorden, hvor vi selvfølgelig skal hjælpe til alt det, vi kan, lød det fra Jesper Pagh, da han holdt oplæg om klimadeklarering til DLG's Vækstforum i Ringsted onsdag.
Skal give nuancer
Sammen med den internationale foderindustri indgår DLG i et samarbejde om at bruge ens og retvisende værdier for klimaregnskabet. Global Feed LCA Institute (GFLI), kaldes det og er anerkendt af EU. Siden 1. november sidste år har man i DLG's salgsmateriale kunne se værdierne for produkterne.
For klimadeklarering er noget, man er nødt til at favne som producent. Det havde Jesper Pagh flere grunde til.
- Forbrugerne vil stille krav til det, og det bliver vores opgave at finde løsningen til at lave den mest klimavenlige fodring. Det handler om foderudnyttelse versus klimabelastning fra foderet, forklarede han.
Der findes allerede teorier om, hvilke fødevarer, som sætter det største klimaaftryk, og netop her mener Jesper Pagh, at det er vigtigt med et ensartet regnskab, som kan stille fakta op helt overskueligt.
- Det er klart, at salat sætter mindre aftryk end oksekød, men man skal også spise meget mere salat for at få den samme mængde energi som fra kød. Der er så mange nuancer, som er vigtige at få med, lød det fra Jesper Pagh.
En ny legeplads
Indtil videre kan værdierne ses for de konventionelle foderblandinger, og på sigt håber DLG, at også økologiske foderblandinger vil indgå. Jesper Pagh ser klimadeklarering som en mulighed for det danske marked.
- Det er ikke en klods om benet. Det er noget, vi skal favne og bruge aktivt til at differentiere os på verdensmarkedet, sagde han.
Samtidig er det en måde at finde nye løsninger, mener Jesper Pagh:
- Det er en ny legeplads og et værktøj til at optimere og finde den lavest mulige klimabelastning og den bedst mulige produktionsøkonomi. For de to ting går hånd i hånd, sagde han.