På Nordic Sugars fabrikker i Tyskland har man gjort det længe. I Sverige og i Danmark har man i dette efterår haft besøg af en Grimme roeoptager, som kan det samme, som de gør i Tyskland: Slår roetoppen af i stedet for at skære den af.
- Vi har FM optager-bordet, som med en kombination af gummislagler og stålslagler slår roetoppen af i stedet for at skære den af med en kniv, som man traditionelt set gør på alle optagere, fortæller Uffe Jensen, produktspecialist for roeudstyr hos Grimme Skandinavien, som i dette efterår har kørt rundt med den nye selvkørende Grimme Rexor 6300 Platinum med det nye aftopperbord.
Maskinen har først kørt i Tyskland, derefter i Sverige og til sidst en enkelt uge i Danmark, hvor man kom til en ny avler hver dag.
- Det har været rigtigt positivt at komme rundt og få vist maskinen, og mange er faktisk blevet ganske overrasket over, hvor lidt roetop, der er tilbage på roen efter Grimme-optageren har taget den op, fortæller Uffe Jensen.
Resultater i januar
Nordic Sugar i Danmark har også været ude og kigge nærmere på den nye optager, og Bo Secher, som er chefkonsulent hos Nordic Sugar, vurderer aftopningen med slagler som rigtig interessant.
- Min vurdering er, at det så rigeligt ud, og når det kan køre på vores fabrikker i Tyskland, så forventer jeg også, det kommer til at fungere i Danmark, forklarer han, og fortæller, at de følger roernes vej igennem fabrikken, og han derfor først kan komme med en endelig vurdering i januar.
- Der sidder cirka tre procent sukker i topskiven, så det er ikke helt uvæsentligt at få den med ind til fabrikken.
Ikke billigere
Maskinen, som kørte i Danmark, har været over knap 500 hektar, og her var enkelte af slaglerne udskiftet til nye, som følge af blandt andet sten-skade.
- Man skal ikke forvente, at denne form for aftopning er billigere. Grimmes erfaringer viser, at slaglerne maksimalt holder 500 til 600 hektar, hvis der ikke kommer sten igennem, så jo flere sten man har, jo større slid, påpeger Uffe Jensen.
- Det, som skal finansiere denne teknologi, er de tre procent mere sukker, som vi henter hjem, og sammen med vores oppelhjul på optageren, så sikrer vi så hele roer som overhovedet muligt fra marken.
Uffe Jensen venter også med spænding på tilbagemeldingerne, og forsøgscenteret ved Holeby kigger i denne vinter også på holdbarheden for roerne i kulen, når toppen ikke er skåret af.