Christine Lundby, Christian Rasmussen og Christian Moeslund har sammen startet virksomheden PorcoVision, som har udviklet et alarmsystem, der fremover skal redde pattegrises liv. De deltog torsdag på NutriFair messen i Fredericia for at vise deres produkt frem.

- Vi har lavet et intelligent overvågningssystem, der kan holde øje med farende søer. Alarmen giver landmanden besked, hvis faringen går i stå. De behøver derfor ikke selv at holde øje, og kan bruge tiden på andre ting, fortæller Christian Rasmussen, mens Christine Lundby fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Problemet for landmanden er jo ofte, at de ikke når at opdage, hvis pattegrisen sidder fast under fødslen og ender med at dø, fordi de ikke får den nødvendige hjælp til at komme helt ud. Det kan være svært at skulle holde styr på 20 søer, der er ved at fare samtidig med en masse andre arbejdsopgaver.

Genkendelsessystem

Alarmsystemet, som PorcoVision har udviklet, har installeret en kamera i loftet over søerne. Videoen bliver streamet til en server, som har et system, der kan genkende, når pattegrisen er kommet helt ud. Systemet har tilkoblet en timer, som måler tiden mellem hver født pattegris, og hvis der er går for lang tid mellem hver faring, kan det være et tegn på, at noget er galt, hvorefter landmanden vil få besked herom.

Idéen til alarmsystemet opstod for cirka otte år siden for Christine Lundby, der er opvokset på en gård, da hendes far fortalte hende om den store dødelighed blandt pattegrise.

- Idéen bed sig bare fast. Det var så specifikt et problem, og der fandtes endnu ingen løsning. Så da jeg kom på ingeniøruddannelsen gik jeg i gang med at arbejde videre på en løsning sammen med Christian og Christian, fortæller Christine Lundby, der i dag er uddannet civilingeniør ligesom Christian Rasmussen, mens Christian Moeslund snart er færdiguddannet datalog.

Næsten i mål

Det er i dag to år siden, at trioen begyndte deres udvikling af alarmsystemet, og de kan med stolthed sige, at de næsten er i mål.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Lige nu kører vi stadig udvikling, men vi er allerede nu oppe på en sikkerhed på 99,46 procent i forhold til, om den aflæser faringen korrekt eller ej. I næste uge begynder vi at køre de første tests, fortæller Christine Lundby.

Virksomheden satser på at kunne sælge alarmsystemet til sommer, og NutriFair har været et godt sted at sprede budskabet om deres nye produkt samt udvide netværket.

- Det er første gang, vi er på NutriFair. Vi havde forventet at møde landmænd, som er teknologiinteresserede og gerne vil høre, hvordan de kan optimere deres landbrug ved hjælp af teknologien. Og det er præcis, hvad vi har mødt, fortalte Christian Rasmussen.