Færre og kortere kontrolbesøg, mindre papirarbejde og mere vejledning. Det er målet med den satellitbaserede kontrol, der i år bliver indført på grundbetalingen af EU-støtte i Danmark.

Dermed bliver det lettere at være dansk landmænd. Fokus flyttes fra mindre forseelser til markante overtrædelser, ligesom den nye kontrol giver landmændene mulighed for løbende at følge med i, om de overholder støttebetingelserne på deres marker. Det hævder ministeriet for miljø- og fødevarer, som har været tovholdere på udviklingen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi vil gerne være med til at præge den udvikling, så vi på sigt slipper for en stor del af det datotyranni, som vi oplever i dag.

Formand Martin Merrild

Landbrug & Fødevarer

- Fremover vil landmændene få mere arbejdsro og blive forstyrret langt mindre, fordi hundredvis af fysiske kontroller bliver skåret væk, og vi i fremtiden fokuserer på de overtrædelser, der har størst betydning, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Løbende adgang

Den enkelte landmand skal have løbende adgang til satellitbilleder af sine marker, så han kan se, om støttebetingelserne vurderes opfyldt. Markerne vil blive markeret med grøn, gul eller rød, og på den baggrund kan landmændene selv holde øje med deres marker, og dermed kan de selv medvirke til at forebygge økonomiske sanktioner i støtten.

Det er ministerens vision, at landmændene på længere sigt kan slippe for en stor del af det omfattende papirarbejde, det er at søge landbrugsstøtte, og kontrollen kan fokusere på de overtrædelser, der har størst betydning for miljøet og ser anvendelsen af ny teknologi som en vej til dette.

Samtidigt ser ministeren for sig, at en væsentlig del af de datokrav, der ofte kommer på tværs af landmændenes hverdag og virkeligheden ude i marken, på sigt kan fjernes ved hjælp af de muligheder, som den nye teknologi tilbyder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fokus i den satellitbaserede kontrol

Konkret vil landmændene allerede i 2019 høste fordelene ved den nye kontrolform, der vil blive anvendt specifikt i forhold til kravet om landbrugsaktivitet på markerne, mens de øvrige kontroller fortsætter uændret.

Samtidig betyder brugen af de satellitbaserede kontrolværktøjer, at miljø- og fødevareministeren kan imødekomme landbruget på et område, som i årevis har stået højt på erhvervets ønskeliste: Mere vejledning og mere fleksible frister. Og det glæder Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

- Vi vil gerne være med til at præge den udvikling, så vi på sigt slipper for en stor del af det datotyranni, som vi oplever i dag. Det er simpelthen afgørende for os, at de nye teknologiske muligheder leverer forenklinger og administrative lettelser for landmændene, siger han.