Det er sommer, det er sol, og det er grillvejr ? bare ikke i Danmark. En let omskrivning af den gamle klassiker fra Far til fire-filmene passer perfekt til det europæiske marked for ferskt svinekød for tiden.

- Lige nu er der hedebølge i store dele af Mellem- og Sydeuropa. Det har fået gang i salget af både ferske produkter til grillen og i omsætninger på caféer og fortovsrestauranter, som derfor har brug for mere skinke og salami, fortæller Søren Tinggaard, underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vejrskiftet har flyttet balancen i markedet, så det nu igen er sælgerne, der sidder med flest trumfer på hånden. De skal dog spilles fornuftigt, for allerede i næste uge begynder industriferien i flere tyske delstater, hvilket lægger en dæmper på dele af forarbejdningsindustrien.

- Markedet for bove, nakker, kamme og skinker er i bedring efter nogle lidt sløje uger. Hvor meget det kan flytte priserne på nuværende tidspunkt, er svært at sige. Hvis varmen i Mellemeuropa bider sig fast, og måske endda breder sig til Nordeuropa, vil udbuddet af slagteklare svin gå ned, og det kan løfte priserne, forklarer Søren Tinggaard.

Til markederne uden for Europa er der fortsat et trægt salg til Kina og en stabil afsætning til Japan.

Det skriver Danish Crown i sin markedsberetning.

Danish Crown lader prisen hvile på samme niveau som sidste uge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det betyder at prisen på svin fra 70-95,9 kg er 11,60 kroner pr. kg, mens søer over 129,9 kg er på 8,20 kroner.