Den 22. december 2016 meldte det daværende NaturErhvervstyrelsen (nuværende Landbrugs- og Fiskeristyrelsen) ud, at man forventede, at kun 25 procent af tilsagnene ville være udbetalt inden årsskiftet og kun 55 procent inden 1. marts.

Det mener Landbrug & Fødevarer ikke er godt nok. Derfor skrev formand for Økologi-sektionen i Landbrug & Fødevarer, Hans Erik Jørgensen, på vegne af L&F et brev til Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen for at få ham til at gøre noget ved sagen. Hans Erik Jørgensen gjorde i brevet opmærksom på, hvor stor en udfordring, det er for økologernes likviditet, når de skal vente så længe på at få pengene hjem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Helt konkret bad jeg ministeren om at sikre endnu bedre bemanding til sagsbehandling, mulighed for acontoudbetalinger og et ambitiøst mål i resultatkontrakten med Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, så 97 procent af tilskuddet fremover skal være udbetalt ved udgangen af 1. kvartal.

Det synes vi hos Landbrug & Føevarer er en fair frist, når målet for grundbetalingen er 97 procent pr. 31. januar, fortæller Hans Erik Jørgensen.

Ekstra mandskab tilført

Siden jul har Miljø- og Fødevareministeriet så fremlagt resultatkontrakten for 2017, hvor man kan læse, at der for ansøgninger modtaget i 2016 er et mål om, at 100 procent skal være udbetalt pr. 1. september i år, og for ansøgninger modtaget i 2017 skal 65 procent være udbetalt pr. 31. december 2017.

Det mener L&F ikke er godt nok, og det er blevet påtalt overfor både minister og styrelse løbende gennem januar måned.

Forleden modtog Hans Erik Jørgensen et direkte svar fra Esben Lunde Larsen, hvor ministeren skriver, at han har tilført ekstra mandskab, så sagsbehandlingen kan fremskyndes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vi hos Landbrug & Fødevarer glade for. Desværre ser ministeren ikke umiddelbart mulighed for at lave acontoudbetalinger, ligesom han heller ikke er klar til at stramme resultatmålene i den gældende kontrakt.

Det kan dog læses af brevet, at sagen også bekymrer ministeren meget, og at han gerne vil arbejde videre med forslagene fra os, siger Hans Erik Jørgensen.

- Derfor fortsætter Landbrug & Fødevarer indsatsen, både med at få mere skub i årets udbetalinger, men også med at få mere ambitiøse udbetalingsmål for de kommende runder, siger Hans Erik Jørgensen.

Grundbetalingen er førsteprioritet

- Jeg vil gerne understrege, at der er fuldstændigt styr på sagsbehandlingen og udbetalingen af landbrugsstøtten. Det understreges især af de flotte resultater med grundbetalingen, hvor 92,5 procent af sagerne blev klaret allerede på førstedagen, fortæller Esben Lunde Larsen og fortsætter:

- Den samlede landbrugsstøtte er på cirka 7,7 millarder kroner og heraf 1,3 millarder kroner på landdistriktsprogrammet. Da grundbetalingen udgør cirka 83 procent af dette beløb ? i alt 6,4 millarder kroner, er vi altså rigtig godt med. Jeg ved, hvor vigtig grundbetalingen er for landmændene, og derfor har den også været min førsteprioritet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når det så er sagt, anerkender jeg, at der er udfordringer på visse LDP-ordninger som eksempelvis miljøteknologi og økologisk investeringsstøtte, og jeg forstår til fulde, at det fører til frustrationer, fortæller ministeren.

- Derfor har jeg iværksat et opfølgningsregime, hvor der afrapporteres direkte til mig fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen på faste møder i forhold til, hvordan det går med sagsbehandlingen og udbetalingerne.

- Derudover er det centralt for mig, at landmænd og andre brugere af ordningerne bliver løbende orienteret om status, ligesom vi gjorde før jul. Og det er selvfølgelig afgørende, at sagsbehandlingen følger den udmeldte plan.