Der var stor interesse for at følge de økologiske indlæg, da LMO forleden bød indenfor til LMO FagLand, rådgivningsvirksomhedens årlige inspirationsdag, som foregik i Viborg 23. november. Der var 275 deltagere, og heraf var der cirka 50 landmænd, der havde tilmeldt sig økologi-indlæggene.

- Økologi er i fremdrift, og mange landmænd er interesserede i at høre om mulighederne, så det er helt naturligt for LMO, at vi har oprustet på dette område og på den måde kommer landmændene i møde, siger økologichef Peter Mejnertsen om LMO's satsning med at tilbyde et økologi-spor hele dagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For økologiske mælkeproducenter handler det meget om at skaffe nok økologisk hjemmeavlet foder, og her havde konsulenterne en god nyhed med:

- Vi ser tendenser til, at danskproduceret afskallet havre og toastede hestebønner kan blive en rigtig god erstatning for soja. Det er en god nyhed for økologerne, for det handler for mælkeproducenterne meget om at skaffe nok kvalitetsfoder, så køerne kan levere optimalt, lyder det fra økologichefen.

Succes med speed-dating

De økologiske landmænd kom helt tæt på økologikonsulenterne til programpunktet ?speed-dating?. Her stillede konsulenterne sig til rådighed, og der var masser af spørgelyst blandt deltagerne. Nogle af spørgsmålene handlede om sikkerhed for afsætning, grovfoderproduktion og en generel nysgerrighed omkring økonomien.

- Vores dating-mulighed var enormt vellykket. Deltagerne var aktive og engagerede, og eftersom vi som rådgivere naturligvis prioriterer det, der optager landmændene mest, så var det et godt forum for os alle at diskutere i og høre konkrete ønsker fra økologerne, siger Peter Mejnertsen.

Der var generelt meget fokus på dagen igennem at snakke om omkostningsstruktur i det økologiske landbrug. Priserne har landmanden ikke indflydelse på, hvorimod han lettere kan styre sine omkostninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Omkostninger er et parameter, som landmanden selv kan regulere på, og her er foder og sædskiftestrategi væsentlige at fokusere på. Samarbejde mellem en mælkeproducent og en nærliggende planteavler kan for mange også være en fordel, og denne slags aftaler tror jeg, at vi vil se flere og flere af, slutter økologichefen.