Maskinforretninger, gødnings-, forædler- og grovvarefirmaer er klar på Højmark Gård, når Økotræf 2019 løber af stabelen 12. juni. Robotteknologi og autostyring er blandt de temaer, man kan blive klogere på i udstillingsområdet.

AgroIntelli, Geoteam og FarmTracking er tilstede med maskiner og udstyr til præcisionsdyrkning, og man kan se Farmdroids markrobot, som sår og renholder via GPS-teknologi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hakkejernets afløser

Om Farmdroid har fundet den teknologiske afløser til hakkejernet, kan man blive lidt klogere på ved Økotræf 2019. Ifølge Christian Warming fra Farmdroid er robotten udviklet til roer og raps og klar til markedet fra næste sæson.

Planterådgiver Kjeld Forsom fra ØkologiRådgivning Danmark glæder sig over, at robotudviklingen hos flere firmaer nu ser ud til at være så langt fremme, at de første er tæt på at kunne køre i marken.

- Fokus er i første omgang på ukrudtsbekæmpelsen i rækkeafgrøder, men præcisionsteknologien kan også udvikle økologien ved at gøre det nemmere at samdyrke forskellige afgrøder i samme mark, siger Kjeld Forsom, der pointerer, at det er helt afgørende for succes, at firmaerne får testet robotterne grundigt, inden de markedsføres.

Han peger på foderroer som en højtydende afgrøde, økologer i langt højere grad kunne have glæde af, hvis der fandtes en solid ukrudtsløsning.

- Majs er udfordret af vejr og klimaforandringer. Roer er langt bedre tilpasset vores klima og kan også bedre modstå klimaudfordringerne, siger Kjeld Forsom.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Økotræf arrangeres af ØkologiRådgivning Danmark og LMO Økologi og finder sted 12. juni på Højmark Gård i Hammel. Her driver Merethe og Lars Egelund Olsen knap 100 hektar planteavl med fokus på økologisk konsumkorn til brød, gryn og malt samt frøavl. I år er der anlagt forsøg i marken, og besøgende på Økotræf kan derfor blandt andet bese 240 sorter af vintersæd, efterårssået vårhvede og forsøg med recirkulering af næringsstoffer.