Fem rådgivningsfirmaer med hver sin dyrkningsstrategi konkurrerede i 2017 mod hinanden i DM i økologisk hestebønne dyrkning. LMOs strategi med laveste input i ukrudtsbekæmpelsen og valg af den mindre afprøvede sort Lynx var en succes, fortæller Lars Egelund Olsen, der er økologikonsulent i LMO:

- I løbet af vækstsæsonen var vi i tvivl om, hvorvidt vi havde valgt rigtigt, da der viste sig noget kvik i marken, men heldigvis stod hestebønnerne godt og klarede ukrudtskonkurrencen. Vi er glade for at vores strategi har været en succes . Både når man kigger på udbytte og rå-protein pr. hektar - og når man regner dækningsbidrag II. Jo lavere omkostninger, jo bedre resultat, understreger Lars Egelund Olsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Succes med ny sort

LMO havde succes med et et helt nyt sortsvalg, sorten Lynx, hvor konkurrenterne havde satset på den gamle sort Fuego.

- Udbytterne i vores økologiske DM-hestebønner har klaret sig rigtig godt. De har stået rigtigt flot og nydt godt af det kølige og regnfulde vejr. Udbyttet har været i på 6-7 ton pr. hektar, mod normalt 4-5 ton, fortæller LMOs økologikonsulent.

Lav-input ukrudts-strategien med en blindharvning og én radrensning har ifølge Lars Egelund Olsen været det rette valg. I 2016 afsluttede Seges et større forsøg med denne strategi, og det har også været baggrund for, at LMO i år har valgt at bruge den i forbindelse med DM.

DM i økologisk hestebønnedyrkning er et forsøg på at 'råbe' de økologiske landmænd op og få dem til og se på de mange mulighder, der er for dyrkning og anvendelse af hestebønner.

I DM har deltaget økologikonsulenter fra VKST, Lemvigegnens Landboforening, Agri Nord, Syddansk Økolog og LMO Økologi.