Fynsk landbrugsskole leaser sig til 478 grønne hestekræfter.

Eleverne på Dalum Landbrugsskole er blevet rigtig godt kørende. Den fynske landbrugsskole har netop fået leveret fire helt nye Claas traktorer til afdelingen i Korinth.

- Vi har investeret i nye traktorer, fordi vi vil give vores elever undervisning i det sidste nye inden for vores felt. Det forpligter, og derfor er det vigtigt, at vi er helt opdateret også på traktorsiden, siger forstander for Dalum Landbrugsskole, Jens Munk Kruse.

Dalum Landbrugsskole har valgt at lease de fire nye traktorer, fordi det giver skolen mulighed for hvert tredje år at forny maskinparken med nye traktorer.

Ringe Maskinforretning har leveret skolens nye traktorer, som udgør en Claas Atos 350 på 100 hestekræfter, en Claas Arion 420 på 100 hestekræfter, en Claas Aion 440 på 120 hestekræfter og en Claas Arion 620 på 158 hestekræfter (sidstnævnte med Claas S10 GPS med RTK).

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Investeringen i de nye traktorer er den seneste af en lang række investeringer i moderniseringer på Dalum Landbrugsskoles afdeling i Korinth. Skolen indviede for nylig også en helt ny undervisningskostald, elevværkstederne har fået en overhaling, og skolens maskinhal er blevet udvidet.