Abonnementsartikel

Advokat Jens Paulsen beskæftiger sig denne gang med muligheden for rekonstruktion, og han konstaterer, at selverhvervet i klassisk forstand er udfordret gevaldigt.

Konkursrådet afgav 7. januar 2016 en udtalelse om rekonstruktion af landbrug, herunder undtagelsesbestemmelserne i konkurslovens § 12e om bindende værdiansættelse af landbrugsejendommen med driftsinventar og -materiel, besætninger, beholdninger med videre.

Udtalelsen fremkom på baggrund af en anmodning af 26. juni 2013 fra Justitsministeriet. Denne anmodning var affødt af, at Natur- og Landbrugskommissionen i april 2013 afgav rapport indeholdende 44 anbefalinger, hvor kommissionen i anbefaling nr. 32 lagde op til, at mulighederne for at rekonstruere insolvente landbrug burde forbedres.

Konkursrådet - fokus

Ved gennemgangen af gældende ret - specielt konkurslovens afsnit IA om rekonstruktion, der trådte i kraft 1. april 2011 - har Konkursrådet særlig haft fokus på mulighederne for at skifteretten med bindende virkning for panthaverne kan bestemme, hvilken del af panthavernes gæld der reelt er pantesikret, og hvilken del der reelt ikke er pantesikret.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Efter en længere redegørelse foreslår Konkursrådet, at konkurslovens § 12e suppleres med et nyt stk. 4 med følgende indhold:

Stk. 4. Skifteretten kan under rekonstruktionsbehandlingen efter begæring af skyldneren lade en panteret, der åbenbart ikke ville kunne opnå dækning ved salg af det pantsatte aktiv, borfalde.

Af selve bestemmelsen ses ikke, hvilke kriterier skifteretten skal anvende ved vurderingen af, om en panteret åbenbart ikke vil opnå dækning ved salg af det pantsatte aktiv (landbrugsbedriften).

Da det er en betingelse for nedskrivning af en panthavers fordring, at det er åbenbart, at fordringen ikke vil kunne opnå dækning ved salg af landbrugsbedriften, betyder det også, at med den hjemmel, som Konkursrådet påtænker at udstyre skifteretten med, vil skifteretten ikke kunne skære hverken dybt nok eller tilstrækkeligt relevant.

Som det fremgår af tidligere artikler blandt andet i denne klumme, er de reelle salgspriser i niveau 15-20 procent lavere end de sagkyndige vurderinger, der foretages, baseret på værdien af landbrugsbedrifter i handel og vandel. Det giver derfor ikke mening med en hjemmel til at tvangsnedskrive eller tvangsaflyse eksempelvis 10 millioner kroner af en samlet formelt pantesikret fordring på 20 millioner kroner, der har andenprioritetspanteret efter en gæld til en kreditforening på førsteprioritetspladsen med en restgæld på eksempelvis 28 millioner kroner, når landbrugsbedriften i handel og vandel er vurderet til 30 millioner kroner. I denne situation er den samlede gældsbyrde:

Kreditforening

28.000.000 kr.

Bank 20.000.000 kr.

Samlet pantesikret gæld 48.000.000 kr.

Realistisk salgspris (vurderingspris 30 mio. minus (minimum) 15 procent) 25.500.000 kr.

Usikret, men formelt pantesikret gæld 22.500.000 kr.

Den usikrede pantegæld fordeles med:

Kreditforening (28.000.000 minus 25.500.000) 2.500.000 kr.

Pengeinstitut 20.000.000 kr.

I alt usikret gæld - ud over "løse" kreditorer

22.500.000 kr.

Da det efter Konkursrådets forslag vil være en betingelse, at det er åbenbart, at der er tale om gæld, der ikke opnår dækning, vil det med forslaget ikke være muligt at få tvangsnedskrevet/aflyst den ikke-sikrede gæld på 22.500.000 kr., men alene den del heraf, som anses som værende åbenbart usikret. Om det er 70 procent eller 80 procent heraf er for så vidt underordnet. Markedet har jo konstateret, at en køber af ejendommen ikke kan få økonomi i fremtidig drift, hvis prisen overstiger den realistiske salgspris - i eksemplet 25.500.000 kr.

Finansiering

Konkursrådets forslag, som det fremgår af udtalelsen af 7. januar 2016, fremkommer på baggrund af et politisk ønske, der har motiveret Justitsministeriet til at anmode Konkursrådet om en udtalelse. En eventuel ændring af konkurslovens § 12e omkring bindende værdiansættelse vil ikke redde én eneste landbrugsbedrift. Det, der er behov for, er fremtidig driftsfinansiering af landbrugsbedrifter købt til en pris, der gør, at private investorer ser landbrugserhvervet som et fremtidigt investeringsobjekt. Samtidig skal offentlige kreditorer - Vækstfonden - have mulighed for reel finansiering, dels ved lån, dels ved kaution over for nyt finansierende pengeinstitut på vilkår, at det nye pengeinstitut ikke belastes af en OIV-nedskrivning. Samtidig skal der skabes basis for, at pengeinstitutter, der finansierer overbehæftede bedrifter, motiveres til at indgå akkordordninger. Det kunne eventuelt gøres ved, at der blev ydet en "særlig præmie", eventuelt i form af et rentetillæg til pengeinstitutter, der efter akkordering fortsætter som fremtidigt pengeinstitut for den akkordererede landmand. Man kan have sin tvivl om, om det vil være muligt i praksis, men en realitet er, at ændres der ikke på tingenes tilstand, hvorefter der de facto ikke (i nævneværdigt omfang) gennemføres ægtefællehandler eller gennemføres akkord med henblik på fortsat drift, vil det ikke være muligt via ændringer af konkursloven at medvirke til rekonstruktion af landbrugsbedrifter med henblik på fortsat drift. Intet tyder på, at den nuværende holdning er under opblødning. Spørgsmålet er da også, om der overhovedet vil kunne gøres noget, selvom den realpolitiske vilje måtte være til stede. Andre erhverv har over tid konstateret betydelige strukturtilpasninger og noget tyder på, at turen nu for alvor er kommet til landbrugserhvervet, hvor selverhvervet i klassisk forstand er udfordret gevaldigt.

Eventuelle virkningsfulde politiske tiltag vil i givet fald skulle gennemføres med en betydelig større hastighed, end vi tidligere har været vidner til. Natur- og Landbrugskommissionen afgav betænkning i april 2013 og først 33 måneder senere forelå en udtalelse og vel at mærke en udtalelse, som ikke vil have nogen praktisk effekt på rekonstruktion af landbrugsbedrifter.