Denne artikel koncentrerer sig om, hvor vigtigt det er at tænke sig godt om og i god tid, før det går galt.
Ved "går galt" tænkes på den situation, der nok for de fleste landmænd opfattes som det ultimative: (tvangs)salg af landbrugsbedriften. Det er altid let at rådgive ud fra bagklogskabsbetragtninger, men en sådan rådgivning vil sjældent være værdiskabende. Rådgivningen skal sættes ind på et tidligere tidspunkt.
Det forudsætter dog, dels en rådgiver, der både vil og kan se de forestående økonomiske problemer i øjnene, dels og måske i særdeleshed at landmanden ikke kun lader sig styre af ønsketænkning og følelser.
Når beslutninger ikke træffes i god tid er der en betydelig risiko for, at de beslutninger, der tages ikke er velovervejede og ofte ikke vil få den virkning, som var hensigten. Det skyldes særligt, at der i konkursloven opereres med omstødelsesregler, hvorefter dispositioner, der foretages i en periode forud for det økonomiske sammenbrud, kan omstødes; det vil sige de får ikke den virkning, som dispositionerne var tiltænkt.
Omstødelse
Der findes flere omstødelsesregler. I denne artikel anføres kun hovedreglerne. Den almindelige omstødelsesfrist er tre måneder, regnet fra det økonomiske sammenbrud. I forholdet mellem nærtstående bl.a. ægtefæller, relationer mellem landmanden og forældre, bedsteforældre, børn og søskende er omstødelsesfristen to år. Derfor skal man tænke sig om i god tid.
Virkeligheden giver mange eksempler på, at der i tiden, indtil det uundgåelige indtræffer, er handlet på en måde, som bestemt ikke kan være et resultat af rationel tækning og forhåbentlig heller ikke på baggrund af rådgivning. Det er naturligt og menneskeligt forståeligt, at der udvises en særlig omsorgsfuldhed over for nærtstående, og at den nødlidende landmand derfor, i tiden op til det uundgåelige indtræffer, har foretaget dispositioner, der objektivt set har haft til formål at begunstige den nærtstående - som regel på øvrige kreditorers bekostning. Sådanne dispositioner bliver som absolut hovedregel opdaget, og
konsekvensen vil være, at dispositionerne omstødes.
Omstødelse sker som absolut hovedregel efter objektive kriterier. Heri ligger at nok så gode subjektive argumenter ikke tillægges værdi. Omstødelse sker blot det kan konstateres, at en eller flere personer og/eller selskaber er blevet begunstiget på andre kreditorers bekostning.
Ægtefællers forhold
Det er forskelligt fra situation til situation, i hvilket omfang landmanden og dennes ægtefælle - hvad enten de har fælleseje eller særeje - har sammenblandet økonomi. Hvor spørgsmålet om den ene ægtefælles dårlige økonomi er et tema, er det væsentligt, at ægtefællerne sørger for nøje at have styr på, hvad hver af ægtefællerne ejer, og hvad hver af ægtefællerne har af gæld. Fælleseje er ikke udtryk for fælles aktiver og fælles gæld, men alene at nettoaktiverne deles lige ved et skilsmisse- eller dødsboskifte.
Heri ligger også, at ægtefæller kan indgå gensidigt bebyrdende aftaler mellem hinanden eksempelvis ved at yde lån/modtage gave.
Lån mellem nærtstående
Ved overførsel af midler - eksempelvis lån fra ægtefællens bodel til landmandens bodel - får ægtefællen en fordring på landmandsægtefællen. Denne fordring har status som en simpel fordring og behandles i insolvenssituationen som ethvert andet simpelt krav, som landmandsægtefællens kreditorer har for leverancer af varer og tjenesteydelser leveret til landmanden før det uundgåelige indtrådte. Tilsvarende gælder, hvor der er ydet lån fra andre nærtstående end ægtefællen, eksempelvis forældre, bedsteforældre, børn eller søskende. Kendetegnende for sådanne lån er, at de tilnærmelsesvis aldrig ydes mod sikkerhed. Det skyldes givetvis to forhold. Dels er det ikke normalt mellem nærtstående at operere med sikkerhedsstillelse, dels vil en økonomisk trængt landmand stort set aldrig kunne disponere over friaktiver, der ville kunne pantsættes til ægtefællen.
I forholdet mellem nærtstående er det menneskeligt forståeligt, at låntageren - landmanden - agerer på en måde, hvorved den nærtstående långiver bliver begunstiget mest muligt ved hel eller delvis tilbagebetaling af det ydede lån til långiveren. Tilbagebetalinger i denne situation - med mindre der er tale om bagatelbeløb - vil blive anset som betalinger, der afgørende har forringet landmandens betalingsevne, jf. konkurslovens § 67, stk. 1. Konkurslovens § 67, stk. 2 opererer med en to års omstødelsesfrist. Konsekvensen heraf er, at en tilbagebetaling på eksempelvis 400.000 kr.oner, som en ægtefælle har fået indtil to år før den officielle konstatering af insolvensen, som absolut hovedregel skal tilbagebetales til fordeling blandt kreditorerne.
Gaver til nærtstående
I nogle situationer kan landmanden have frie og ubehæftede aktiver, som landmanden forsøger at redde, enten ved at forære aktiverne til nærtstående eller ved at sælge aktiverne til betydelig underkurs (det er sjældent, at der ydes gaver til udenforstående). Også en sådan kamufleret gavedisposition vil kunne omstødes inden for en omstødelsesfrist på to år i henhold til konkurslovens § 64, stk. 2.
Overlevelsestjek
Omstødelsessager, særligt mellem nærtstående, ser som regel dagens lys som følge af hovsa-handlinger, eller handlinger som rettidigt klarsyn og rådgivning i en række tilfælde ville kunne have forhindret. Hovsa-handlinger er kendetegnet ved sjældent at være velovervejede og har som absolut hovedregel en større skadesværdi end nytteværdi. Tvister omkring omstødelige dispositioner mellem nærtstående kan også ses ud fra betragtningen om, at landmanden alt for sent har erkendt omfanget af de økonomiske vanskeligheder og simpelthen ikke i tide har gjort sig klart eller fået rådgivning om, hvor grelt det økonomisk står til. Når virkeligheden så langt om længe går op for landmanden, træffes alle mulige og umulige tiltag for at redde, hvad reddes kan, særligt i forhold til nærtstående. Omstødelsessager får kun økonomiske konsekvenser, men det kan såmænd være alvorligt nok. Det er derfor væsentligt at landmandens desperation ikke resulterer i strafbare handlinger - handlinger som også ofte vil blive opdaget under insolvensbehandlingen.
Kommer landmanden først til et punkt, hvor der både træffes omstødelige og strafbare dispositioner, får landmanden for alvor problemer. Hovsa-handlinger kan føre til både konkurskarantænesag og erstatningssag og vil som absolut hovedregel indebære, at det i en længere årrække ikke vil være muligt at få landmandens gæld saneret via gældssanering. Rådet må derfor være, ikke alene af hensyn til landmanden selv, men måske særligt af hensyn til landmandens familie/nærtstående: Vær realistisk og vær i god tid. Det gælder også, selvom overlevelsesdiagnosen ikke er så positiv, som landmanden kunne ønske.
