Den nyudviklede vandpumpe kan flytte op til 100 kubikmeter i timen, uden at det kræver en særlig stor oliemængde.

- At vi har valgt at producerer vandpumpen er simpelthen fordi, at flere af vores kunder har efterspurgt en pumpe til deres Avant - da vi var blevet spurgt nok gange, blev vi enige om, at vi heller måtte gøre noget ved det, fortæller Jørgen Jensen, indehaver af Avant Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Pumpen er med en diameteren på 24 centimeter og en vægt på cirka 6 kg let at håndtere i arbejdssituationer, samtidig med den er praktisk at have med ud i dagligdagen. På selve pumpen er der monteret en tre tommer slange, der kan følge med til de store mængder væsker, der pumpes.

Branchekendskab

- Vi er så heldige stillet, at vi kender de brancher, der skal bruge pumpen, rigtig godt. Det er jo en kæmpe gave for os, at vi forstår de enkle opgaver, redskabet skal kunne løse, samt de situationer man typisk vil benytte pumpen i. Det gør os i stand til at forudse nogle af de udfordringer, der vil kunne opstå, og så udvikle en pumpe, der tager højde for dem. For eksempel ved vi, at det er alt fra entreprenører og anlægsgartnere til landmænd, som kan få glæde af pumpen, derfor har det været vigtigt for os, at den skulle kunne pumpe alt - ligefra vand til gylle, forsætter Jørgen Jensen.

Vandpumpen er et særdeles brugbart produkt indenfor alt landbrugsarbejde, hvor pumpen blandt andet kan bruges til pumpning af gylle, ved stoppet kloaker, til afledning af opdæmmet vand, og ved spildevands- eller slamudledning.

Pumpen kan monteres på alle minilæssere med hydraulik udtag.