Bæredygtigt landbrugs administrerende direktør Bjarne Nigaard, der tiltrådte stillingen som direktør i 2014, har opsagt sin stilling. Det har han skriftligt meddelt Bæredygtigt Landbrugs bestyrelse.

- Det har været tre spændende og betydningsfulde år for mig og for dansk landbrug, og jeg er glad for at have været en del af de vigtige skridt, der er taget i den rigtige retning for erhvervet. Jeg ønsker alle Bæredygtigt Landbrugs medlemmer det bedste for fremtiden, og håber deres lange tålmodige kamp vil blive belønnet, siger Bjarne Nigaard i forbindelse med sin opsigelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Formand for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, kommenterer opsigelsen på denne vis:

- Bjarne Nigaard har bidraget til organisationen med sine glimrende kompetencer i tre år, og det har været med til at gøre en stor forskel. Vi er ærgerlige over, at vore veje skal skilles, men samtidig glade for, at Bjarne Nigaard kan tage sine kompetencer med videre til sin nye stilling. Vi ønsker Bjarne held og lykke.

Parterne understreger, at der fortsat er og altid har været fuld enighed omkring foreningens mål med at forbedre vilkårene for dansk landbrug, men imidlertid er parterne ikke enige om, hvordan ledelse, kommunikation og juridisk strategi skal udmøntes. Parterne har i enighed besluttet, at ud over ovennævnte gives ikke yderligere kommentarer.

Bjarne Nigaard har takket ja til andre jobmæssige udfordringer.

I en midlertidig periode har Bæredygtigt Landbrugs bestyrelse konstitueret foreningens faglige direktør, Jørgen Evald Jensen, som direktør.