I dag har Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen besluttet at afskaffe KO-trækket, så danske landmænd på linje med landmænd i andre lande udelukkende får træk i landbrugsstøtten, når EU-reglerne kræver det.

Den udmelding glæder advokat Hans Sønderby Christensen, der fører gødningssagen for Bæredygtigt Landbrug. Han mener dog også, at ministeriet burde rette blikket med landekvoten for gødning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Selvom det er glædeligt, at ministeren endelig letter lidt på KO-reglerne, er der langt igen. KO-reglerne nemlig kun bruges til at sanktionere EU-regler. Ikke desto mindre anvendes de af de danske myndigheder i flæng på nationale skærpelser, selvom de intet har at gøre med implementering af EU-ret. Det måske alvorligste eksempel er landekvoten på kvælstof. Det både økonomisk og fagligt hårdeste hug i landbrugets livsnerve har siden 2004 været i form af netop denne landekvote, som i dag fører til en reduktion af landbrugets brug af gødning med 10 procent, siger Hans Søndeby Christensen.

Advokaten siger desuden, at netop landekvoten strider mod EU-reglerne.

- Denne reduktion er ikke implementering af EU-ret. Det har Bæredygtigt Landbrug sort på hvidt fra Kammeradvokaten som led i den gødningssag, som verserer på sit højeste netop nu. Det er altså ikke implementering af nitratdirektivet. Derfor er det en reduktion, som decideret strider mod EU-reglerne, og som bør ophæves straks. Præcist som det sker nu for de 46 landmænd, som omtales i dagspressen, siger Hans Sønderby Christensen.

Når reglerne strider mod EU-regler, mener advokaten altså, at Eva Kjer Hansen bør afskaffe KO-trækket.

- Ministeren bør straks tage næste skridt og afskaffe KO-træk på landekvoten. For det første fordi trækket strider mod EU's KO-regler og for det andet fordi dem, der er blevet trukket i hektarstøtte som følge af landekvoten og hvis sager netop nu behandles af myndighederne, har krav på at blive behandlet på mindst samme måde som de 46, som nu får deres sager genoptaget, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hans Sønderby Christensen mener desuden, at netop landekvoten er noget af det, der rammer landbrugt hårdest.

- Det siger sig selv, at de sidste 10 procent fradrag i gødningsforbruget er de dyreste for landmanden og de hårdeste for afgrøderne. Det er uanstændigt, at den type national regulering er blevet brugt til at straffe hæderlige og ordentlige landmænd ved at trække dem i deres EU hektarstøtte, siger han.