Abonnementsartikel

Lars Løkke Rasmussen præsenterer sandsynligvis allerede søndag sin nye regering for Dronningen. Mange spår den en kort levetid.

Fredag aften stod det klart, at Lars Løkke Rasmussen danner en ét-partiregering med ministre alene fra Venstre. Det lykkedes ikke at trække Dansk Folkeparti til truget, og det skyldes ifølge Maskinbladets kilder primært, at det var umuligt at forene Dansk Folkepartis og Liberal Alliances krav til et regeringsgrundlag.

For især to erhverv - byggeriet og landbruget - bliver det et par spændende dage i venten på regeringsgrundlaget. Byggeriet forventer, at Lars Løkke Rasmussen indfrier løfterne om genindførelse af BoligJobordningen/håndværkerfradraget, og dertil kommer en række lovede lempelser af Planloven, der kan bane vej for nye byggeopgaver ude i det Udkantsdanmark, der efterlyser udviklingsmuligheder for især turismeerhvervet.

Ønskesituation

For landbruget bør en ren Venstreregering være en ønskesituation. Dels vil der sandsynligvis nu kunne skabes flertal for ændring af de stramme gødskningsregler, der har forringet kvaliteten af dansk korn voldsomt, og dels vil Randzoneloven blive underlagt en meget kritisk revision, hvis den endda ikke helt fjernes.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Samtidig må landbruget kunne forvente en række andre ønsker indfriet, så det igen bliver muligt inden for rimelige rammer at drive dansk landbrug, ligesom al lovgivning fra EU vil blive underkastet skarp overvågning, inden det implementeres. Her vil en Venstreregering i langt højere grad rette opmærksomheden mod overimplementering.

Taburetkabalen

Og så kommer vi til ministerposterne. Det må først og fremmest forventes, at der bliver tale om forholdsvis få ministre, der til gengæld får store ressortområder Venstres folketingsgruppe på 34 medlemmer er simpelthen for lille til, at der kan etableres et ministerium med eksempelvis 22 ministre.

Ellers skal der hentes mange ministre udefra, og det skaber uro på bagsmækken i en folketingsgruppe, hvor medlemmer med forliste ministerdrømme sidder tilbage med deres frustrationer.

Erhvervsminister?

For byggesektoren er det ministerier som Erhvervsministeriet og Transportministeriet, der er mest interessante - hvis ikke Lars Løkke Rasmussen skulle få den gode idé at genoplive et By- og Boligministerium.

For landbruget er det naturligvis Fødevareministeriet og Miljøministeriet, der påberåber sig størst interesse.

Som erhvervsminister kan enten Kristian Jensen eller eventuelt Søren Gade være oplagte navne, hvis ikke det er et af de områder, hvor man henter kræfter ude fra til posten.

Transportministeriet bør gå til Kristian Pihl Lorentzen, der er den politiker i ikke bare Venstre, men i hele Folketinget, der ved mest om det område og brænder for det.

Fødevareminister?

Fødevareministeriet er straks mere åbent, men her kan en Troels Lund Poulsen eller Jacob Jensen være oplagte navne. De har begge relationer til landbruget og vil uden tvivl kunne løfte opgaven.

Som miljøminister falder den første tanke på Hans Chr. Schmidt, der tidligere har haft posten og vist mod til at sætte sig op mod de - som Maskinbladet især har påvist i en række artikler - meget politiserende embedsmænd i ministeriet.

Også Karen Ellemann har tidligere haft posten, men uden den pondus, der vil være nødvendig, hvis der for alvor skal ryddes op i rækkerne.

Det eneste sikre

Det bliver en meget spændende weekend, hvor det eneste sikre er, at Danmarks næste statsminister hedder Lars Løkke Rasmussen.

Hvor længe, han så kan holde fast i den post, er dog meget usikkert. Han vil næsten uanset, hvilken lovgivning der bliver tale om, begive sig ud på oprørt hav med risiko for at blive underkendt af et flertal i Folketinget.

Men det betyder ikke automatisk, at han bliver nødt til at gå af. Det kræver et flertal for et mistillidsvotum, og et sådant er ikke umiddelbart sandsynligt.

Det bliver dog ikke mindst spændende at se, hvordan regeringen vil føre EU-politik med to partier - Dansk Folkeparti og Liberal Alliance - i det parlamentariske grundlag, der begge er skarpe EU-kritikere, og som begge har bebudet folkeafstemninger om EU-spørgsmål. Sammen med Enhedslisten udgør de nemlig flere end det krævede kvalificerede mindretal på 60 mandater til at kræve blandt andet EU-lovgivning til folkeafstemninger, og de har lovet at bruge den mulighed, hvis den skulle vise sig om eksempelvis bankunionen.