DLR Kredit, en af landbrugets største långivere, er tilfreds med Finanstilsynets forslag til fem nye pejlemærker, der skal sætte grænser for realkreditinstitutternes risiko.

Direktør Jens Kr. A. Møller siger om Finanstilsynets såkaldte Tilsynsdiamant, at landbruget mere eller mindre klarer frisag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På et par af de helt centrale parametre, hvor man kunne frygte, at der ville være indgreb, der kunne ramme landbruget, der er erhvervet friholdt, siger Jens Kr. A. Møller.

Det er områder som omfanget af afdragsfrihed og omfanget af variabelt forrente lån, hvor erhvervslivet og dermed landbruget går fri.

- Jeg synes, det er landet fornuftigt, og der er taget passende hensyn til erhvervslivet herunder landbruget, da man udformede den her diamant. Det skal både vi som långivere og landbruget som kunder kvittere for, siger han.

Fra F1 til F5

Et af de områder, hvor Tilsynsdiamanten påvirker DLR Kredits kunder, er inden for refinansiering.

- På refinansieringsomfanget er man inde og begrænse vores mulighed for at have årlig rentetilpasning, og det vil altså sige vores F1-lån.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men den begrænsning kommer ikke bag på Jens Kr. A. Møller, der længe har været i gang med at flytte kunderne væk fra F1 og over i andre lån som RT-Kort, F3 og F5.

- Vi har vidst, det her ville komme siden sidst i 2013, så vi har allerede taget hensyn til det. Det er et signal, som både ratingbureauer, Nationalbanken og Finanstilsynet har sendt til os tidligere, så i forhold til Tilsynsdiamanten, så forventer jeg ikke de store skub til landbruget.

Ifølge Jens Kr. A. Møller går det "helt forrygende godt" med at flytte kunderne væk fra F1-lånene.

- Vi har lige haft en kampagne vedrørende dem, vi refinansierede i september, hvor der er rentetilpasning pr. 1. oktober, og i forhold til det vi havde i planlagt refinansieringsomfang med F1-lån, hvis vi kigger på, hvad vi vidste, der ville komme 1. juli, da vi startede, så har vi reduceret med 60 procent. Det er en hel del.