Abonnementsartikel

Med både 15 meter rive samt 11 meter vender så er Claas ét af de mærker med de bredeste maskiner på Græsland 14.

På fredag klokken 10 lyder startskuddet til Græsland 14, og ud af de nu over 70 tilmeldte maskinsæt, kommer fem sæt fra Vinderup Maskinforretning A/S.

Maskinforretningen er full-line forhandler af Claas og fremviser derfor et bredt udvalg af Claas's produktprogram af både traktorer og græsmaskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kommer på Græsland 14 med forskellige traktorer foran skårlægger, rive, vender, finsnitter samt frakørselsvogn, fortæller Jan Pedersen, indehaveren af Vinderup Maskinforretning.

Frakørselsvognen kommer fra tyske Fliegl, som maskinforretningen har forhandlingen af.

- Vi fremviser en Fliegl ASW 271 på 45 kubikmeter og med Fliegls unikke afskubbersystem. Vognen bliver trukket af en Claas Axion 930, fortæller Jan Pedersen.

Samarbejde med tre maskinstationer

Vinderup Maskinforretning har indgået et samarbejde omkring Græsland 14 med tre maskinstationer, som til sæson 2014 har fået leveret nye Claas maskiner.

- Det drejer sig om Skovvejens Maskinstation, Mønsted ved Viborg som har fået leveret en ny 15 meter Claas Liner 4000, Maskinstation Martin Børsting, nord for Skive på Salling, som har fået leveret en ny Claas Disco 9100 C butterfly med båndudstyr, samt Skave Maskinstation, mellem Viborg og Holstebro, som har fået leveret en ny Claas Jaguar 960 finsnitter, påpeger Jan Pedersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han fremhæver, at der er tale om nye maskiner, som blot har kørt i denne sæson.

Desuden kommer maskinforretningen med en 11 meter bred Volto vender, og sammen med den brede rive, så har Vinderup Maskinforretningen nogle af de bredeste maskiner på Græsland 14.

Ser frem til Græsland 14

Jan Pedersen ser frem til fredagens demonstration, som han ser som meget vigtigt:

- Dels er det vigtigt at støtte op omkring lokale demonstrationer, men det er bestemt også vigtigt at vise vores græsmaskiner frem, da Claas dækker et bredt segment, og har nogle stærke maskiner, fortæller Jan Pedersen.

Vinderup Maskinforretning er synlig på Græsland 14 med en Claas-vogn og foruden medarbejder fra maskinforretningen, vil der også være medarbejder fra LMB Danmark, som er den danske Claas importør.