Hammel-virksomheden Stroco-Agro udvider sin forretning og vil i fremtiden sælge og servicere blandt andet Horsch-maskiner på det svenske marked under navnet Stroco-Agro Sverige.

Det fortæller daglig leder Claus Strøier, der ser et stort potentiale i det svenske marked.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ser rigtig mange muligheder deroppe. Vi har mange forespørgsler på vores såmaskiner, harver og sprøjter, siger Claus Strøier til Maskinbladet.dk.

Claus Strøier har besøgt Sverige en del på det seneste og stemningen omkring Stroco-Agro Sverige, som får hovedkontor i Skåne, er god, fortæller han.

- Dem, jeg har været ude at besøge indtil videre, har stået med åbne arme.

Direkte til kunderne

Claus Strøier har tidligere startet salg af Horsch op i Sverige. Da det havde kørt i nogle år, gik det videre til en anden svensk importør.

Det samarbejde med den svenske importør har kørt okay. Dog skiltes parterne ved nytårstide.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Horsch kontaktede Stroco-Agro og spurgte om det svenske marked, kunne være interessant. Det sagde man ja tak til.

Forretningen i Sverige skal køres på samme måde, som den kører i Danmark.

- Det bliver salg direkte fra importør til kunde i Skåne og det opland, vi kan nå, siger Claus Strøier.

Dog er der i Stockholm-området lavet aftale med Bil & Traktorservice AB i Stigtomta med salg og service af Horsch-produkterne. Bil & Traktor, som også er John Deere-forhandler, har syv afdelinger.