Lønstigninger, bedre forhold i forbindelse med barsel- og forældreorlov og bedre muligheder for uddannelse. Det er nogle af elementer i den nye overenskomst for omkring 5.500 ansatte i fødevareindustrien.

For en uge siden måtte Fødevareforbundet og DI kaste håndklædet i ringen, men efter forhandlingerne har været en tur forbi forligsmanden er aftalen nu på plads.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den nye overenskomst indeholder nogle fornuftige forbedringer. Det er ikke et banebrydende forlig, men vi har sikret os, at vores medlemmer, der arbejder på den fødevareindustrielle overenskomst, får de forbedringer, som resten af arbejdsmarkedet har opnået ved dette års overenskomstforhandlinger, forklarer Flemming dal Cortivo, forbundssekretær på det fødevareindustrielle område.

Lønstigningen ligger på 6,75 kroner pr. time over de kommende tre år. Fritvalgsordningen stiger med 1 procent over tre år.

Om den forbedrede mulighede for uddannelse, siger Flemming dal Cortivo.

- Fødevareindustrien er en branche i forandring. Det betyder, at der hele tiden stilles nye krav til vores medlemmer, og her er den løbende mulighed for uddannelse vigtig. Den kan være med til at sikre, at medlemmerne bevarer deres værdi på arbejdsmarkedet. Derfor er jeg tilfreds med, at den nye overenskomst sænker anciennitetskravet for retten til uddannelse i opsigelsesperioden fra 9 til 6 måneder. Samtidig får fyrede medarbejdere nu ret til en ekstra uges uddannelse i opsigelsesperioden - noget der forhåbentlig kan gøre det nemmere for dem at komme videre i beskæftigelse.

Se hvad aftalen indeholder her.