Det tyske topmærke i læssemaskiner Thaler ruller nu ind i det i forvejen store produktprogram hos Svenningsens Maskinforretning. Dermed får en af Danmarks største maskinleverandører en endnu bredere produktpalette til både landbrug, entreprenører, anlægsgartnere, kommuner og industri.

- Vi har søgt efter et top-brand inden for læssemaskiner i mange år. Thaler er blandt Europas tre største producenter af minilæssere med en produktion på omkring 1.000 enheder om året. Derfor var det ikke en vanskelig beslutning, da vi fik tilbuddet om importen og forhandlingen i Danmark, fortæller Svenningsens administrerende direktør, Benny Svenningsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Thalers fine serie på 12 modeller er et perfekt supplement til Bobcat-programmet, som vi har i forvejen. De kompakte Thaler-læssemaskiner spænder i størrelse fra 1.500 til 4.000 kg og løftekapacitet fra 775 til 2.400 kg. Flere af Thalers modeller kan problemfrit håndtere en palle belægningssten. Dermed appellerer de direkte til mange af vore kunder som anlægsgartnere, entreprenører, kirkegårde og kommuner, siger Benny Svenningsen.

Fokus på landbruget

- Thaler passer perfekt ind i Svenningsens strategi om at øge indsatsen yderligere på maskiner til landbruget. Her startede vi med Bobcat, hvorefter Kubota med M-serien af landbrugstraktorer kom til. Og nu har vi så også serien af Thaler-læssemaskiner. Netop den kompakte konstruktion gør også Thaler-læsserne oplagte til anvendelse af for eksempel pelsavlere. Bredde på ned til blot 92 centimeter gør, at maskinerne kan komme rundt også under snævre forhold, konstaterer produktchef Klaus Holgersen.

Thaler-fabrikken ligger i Polling ved München i det sydlige Tyskland.