Forberedelserne til Massey Ferguson ekspeditionen, Antarctica 2014 er i fuld gang og skrider planmæssigt frem. Den Massey Ferguson MF 5600 traktor, som "traktor-ladyen" Manon Ossevoort vil køre til Sydpolen i 2014, er nu bygget og skal i den kommende tid modificeres yderligere før den krævende tur.

Imens er man hos Massey Ferguson ved at samle et team af specialister, som skal støtte Manon Ossevoort undervejs, det vil sige polarforskere, erfarne ekspeditionsledere og teknikere, som ikke er bange for at fryse fingrene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Projektet er en del af Massey Fergusons historie, da planen er at følge i sporene på Sir Edmund Hillary, som gennemførte den samme tur for 55 år siden på en Ferguson, siger Massey Ferguson-direktør Campbell Scott.

Manon Ossevoort har været igennem et træningsprogram under kolde forhold i Canada og på Island.

- Jeg er meget opsat på at gennemføre, hvad jeg har arbejdet på de seneste ni år, siger Manon Ossevoort, der med sine egne ord om kort tid ikke længere er "Tractor Lady", men "Tractor Mama". Hun skal nemlig snart være mor.