Svinekød er andet og mere end bacon og koteletter. Det ved de fleste kokke godt, men fra på søndag og et år frem kan restauranter, madanmeldere, kokke og ikke mindst gæster på restauranter indstille retter der viser nye, anderledes og velsmagende sider af svinekødet til konkurrencen "Årets ret med svinekød". Konkurrencen løber fra 15. september 2013 til 15. september 2014.

Kok og medejer af restauranterne Kadeau og Pony, Nicolai Nørregaard, vandt førstepræmien for året ret med svinekød, da konkurrencen kørte sidste gang i 2011.

Artiklen fortsætter efter annoncen

-Svinekød er noget af det bedste, man kan få at arbejde med. Det er mit ynglingsprotein. Først og fremmest kan man bruge hele grisen, og derudover er det nærmest umuligt at få svinekød til at smage dårligt, siger Nicolai Nørregaard.

Pengepræmierne i konkurrencen er sponsoreret af Norma og Frode S. Jacobsens Fond og bestyrelsesmedlem i fonden og næstformand i Landbrug & Fødevarer, Asger Krogsgaard mener, konkurrencen tjener et vigtigt formål.

- På et tidspunkt var det svært at finde svinekød på gourmetrestauranternes menukort, også selvom det er en af bedste danske råvarer, vi har, men i dag er det ofte restauranterne, der går foran med at bruge anderledes dele af grisen til deres retter, og det vil vi gerne hjælpe med at sætte fokus på, siger Asger Krogsgaard.

Landbrug & Fødevarer vælger de 10 bedste bidrag. De nominerede skal lave retten for et dommerpanel i begyndelsen af oktober 2014. Vinderen får en pengepræmie på 40.000 kr.